Anmeldelse: The Holdovers

Sidste års bedste amerikanske julefilm er en forsinket gave til det danske biografpublikum.

Der er noget nostalgisk og brune værtshuse-lunt over "The Holdovers". Som at bladre i et gulnet "Ude og hjemme"-blad fra start 70’erne og drikke en Jolly Cola iført hjemmestrik og køre hånden gennem en velfriseret grydefrisure uden brylcreme. Den amerikanske variant ville nok have taget sted i en tilrøget art house-biograf med den seneste grynede Peter Bogdanovich-film på filmstrimmel, skal der motivforskes i hvorfor instruktør Alexander Payne kaste sig over en vaskeægte reunion med Paul Giamatti. Tyve år efter "Sideways" satte dem på forsiden af mindre gule filmmagasiner verdenen over.

Nuvel, vi er i julen 1970, på elitekostskolen Barton Academy. Teenageren Angus Tully (Dominic Sessa) skulle egentlig holde juleferie med sin familie, men bliver brændt af. Og er derfor tvunget til at blive på skolen. Alene. Eller, sammen med den forhadte historielærer Paul Hunham (Giamatti), som derfor er tvunget til at blive på skolen. Dette sammen med kokken Mary Lamb (Da’Vine Joy Randolph), der er i dyb sorg over sin søns død i Vietnam. Dette til trods, kæmper hun for at holde de to kamphaner fra hinanden. Efter sin andele af optrin lærer Tully og Hunham hinanden bedre at kende. For at finde ud af, at der er mere bag facaden end eftersidninger og støvede bøger.

I stedet for, at it happened that summer, som cirka 95% af alle coming-of-age-film, skete det altså den vinter med et Charles Dickens' "Et juleeventyr"-twist for Angus Tully i "The Holdovers". For vi henføres til en forvirret teenagers møde med en virkelighed, der først rulles øjne af ad og senere tages kloge livserfaringer med fra. For det kan jo umuligt være andre end Tully, som har det hårdt. Dog er det ikke at holde jul med familien kun toppen af isbjerget, mens Hunhams særheder og ikke mindst Marys situation er noget mere kompleks end de sædvanlige juleskænderier henover juleanden.  

"The Holdovers" er dog ikke kun en dannelsesfortælling set fra en drengs perspektiv, der står foran skelsættende valg i livet. Mens Tully kommer til at se bag sit på mange måder privilegerede liv, nu længere tid han er tvunget til at spendere julen med to voksne. Sideløbende, fristende man til at skrive, reviderer Hunham sine unge år som elev på netop Barton. Hvordan tiden for længst har indhentet ham, men også hvordan livsvalg ikke nødvendigvis kun hører fortiden til.

Dette imens, Mary skal forholde sig til et liv uden sin afdøde søn, som hun gjorde alt for skulle bryde den sociale arv med, som sorte fra underklassen. De tre umage skæbner flettes sammen i dybt charmerende, utroligt morsomt og smittende rørende synergi, som i et velkomponeret og dynamisk teaterstykke. Tidsånden rammes lige på næsen, med et godt udsalg af tidssvarende musik fra perioden og kitschede kameraindstillinger, der stilmæssigt er som taget ud af start 70'ernes måde at filme amerikanske film på. Men uden at blive teatralsk, påtaget eller lommefilosofisk. Manuskriptforfatter David Hemingsons oplæg er simpelthen alt for velskrevet og intelligent til at forfalde til klicheer. Og Alexander Payne er for dygtig og sprudlende en instruktør til at forfalde til billige løsninger og tricks.

Det skyldes ikke mindst kemien mellem vores tre hovedpersoner. Leveringen af og den energiske ping-pong i dialogerne ved de mange optrin er ganske enkelt en fornøjelse at følge. Paul Giamatti har perfektioneret rollen som skab- og pinagtige komiske neurotiker-type, som han især blev kendt for i seneste samarbejde med Alexander Payne. Det uskrevne blad Dominic Sessa er et fund som utilpasset og sårbar teenager med lommerne fulde af kække bemærkninger.

Filmens allerstærkeste skuespillerkort er dog afgjort fabelagtige Da’Vine Joy Randolph, der stjæler enhver scene, hun optræder i. Den følelsesmæssige pondus i sorgen, gennemslagskraften som kok på en kostskole og friske verbale flade samles helt fantastisk. Den 37-årige amerikaner må stå overfor sit helt store gennembrud, efter primært at have haft mindre roller i serier, film og Broadway-teateropsætninger. Især efter hun forleden fik en mere end velfortjent Golden Globe for Bedste kvindelige birolle for rollen som Mary Lamb. Eigil Bryld står bag kameraet og det mærkes. Danskeren indfanger med sin særligt sanselige fornemmelse for tekstur og mættede kontraster en stemning og stil, som emmer langt væk af 70’er retro-kitsch, undertrykte følelser og nærværende skæve eksistenser.

Nok er "The Holdovers" et lille drama, men tag ikke fejl. For det er kram. Af den slags, som kun virkeligt dygtige og kreative filmfolk kan stykke sammen, når alting går op i en højere enhed. Alt fra skuespillerensemblet til eminent kameraarbejde af Eigil Bryld og mesterlig instruktion af Alexander Payne udgør sidste års bedste julefilm.        

"The Holdovers" har dansk biografpremiere 11. januar. Heriblandt i FORMAT Bio. Læs mere her.