Anmeldelse: The Lobster

Ensomhed er et epidemisk voksende problem i samfundet i dag. Emnet er dog længe blevet fremstillet i film. Monica Vittis kærlighedsfortvivlelse i Antonionis film, Robert De Niros sindssyge i "Taxi Driver" og David Thewlis' filosofi i Mike Leighs "Naked" er blot få nævneværdige eksempler. Med sin første engelsksproget film, "The Lobster", er det græske Yorgos Lanthimos, som gennem absurde skildringer dykker dybt ned i det, der driver denne uomgængelige følelse.

David (Colin Farrell) er blevet forladt af sin kone til fordel for en anden nærsynet mand. Samfundet han lever i dikterer nu, at han skal registreres som single og sendes ud til det nærliggende hotel, hvor han har 45 dage til at finde en partner. Lykkes det, er han fri til at vende tilbage. Hvis ikke bliver han forvandlet til et dyr efter eget valg. Apatisk har David valgt hummeren – den lever længe og er frugtbar livet igennem. Herfra følger vi Davids absurdkomiske forsøg på at skabe sig en ny tilværelse, hvor det måske vigtigste for ham er at finde nogen, der ud over selv at være nærsynede kan smøre hans angstlindrende tigerbalsam de steder, han ikke selv kan nå.

Med en gruopvækkende distance og kirurgisk præcision introduceres vilde absurditeter ud fra en dybt fascinerende, indlysende logik. Filmens barokke elementer præsenteres altid i yderst realistiske situationer, som vi nemt kan relatere til. Persongalleriets skæve adfærd kan virke langt ude, men er aldrig utroværdigt set i lyset af de samfundsnormer, disse mennesker lever under. Denne flertydighed ses også i, at vi aldrig direkte oplever de urealistiske elementer, men blot føler truslen fra dem. Bliver folk vitterligt lavet om til dyr, eller er der tale om noget helt andet?

Flertydigheden gennemsyrer mange af filmens dele og åbner den op for at drage paralleller til andet end den undersøgelse af ensomhed, jeg primært oplevede. "The Lobster" forvandler sig lige så nemt som sine fortabte singler til en kritik af politisk ekstremisme i alle udformninger. Den dystopiske stemning er i hvert fald mesterligt fremstillet både visuelt, lydmæssigt og gennem skuespillet i dybt betagende scener, der bringer mindelser om mesterværker som "A Clockwork Orange", "The Shining" og "Gøgereden", dog ikke uden at scenerne er tilført deres egen sublime kvaliteter: Jagtscenen i slow motion og hotellets Nurse Ratched-agtige stabs opførsel er blot få ud af mange.

"The Lobster" kender sin filmhistorie, og som titlen antyder også sin kunsthistoriske surrealisme, der stærkt påvirker filmens univers. Karakterernes barnlige naivitet afslører nemlig mere om dem og deres forhold til hinanden og samfundet, end hvis de havde opført sig modent. En scene med David og Rachel Weisz' karakter, hvor de mut kommunikerer kun via kropslige bevægelser, er ømt afslørende. Brugen af klassisk, græsk og amerikansk rytmisk musik fra hele forrige århundrede giver en tvetydig, men intens melankoli.

Ved at insistere på sin flertydighed rummer "The Lobster" nogle af livets helt store paradokser. Den viser fint, hvordan vi både behøver og samtidigt frygter ensomheden. Filmens stil er også paradoksal, idet den let og elegant går frem og tilbage mellem distancerede, følelseskolde fremstillinger og utroligt nærværende, hjertevarmende situationer, der trods absurditeterne fint indfanger de følelser, vi selv kan have i kampen mod ensomheden. Især slutningen viser tydeligt, hvordan den nuancerede og dybt bevægende skildring af ensomhed gør, at "The Lobster" er på samme tid befriende sjov, sørgelig og smuk.

The Lobster

Kommentarer

The Lobster

  • 0

    Sjovt at læse denne anmeldelse overfor den fra JP.

    www.jyllands-posten.dk/protected/premium/kultur/anmeldelser/film/ECE8945958/aarets-vaerste/

    Man fristes næsten til at bruge elitist-kommentarer som "han har nok ikke forstået den" eller lignende - det er i hvert fald en pæn forskel... :-)

    moulder66625-08-16 10:09

  • 0

    Hehe, ja. Har godt set den.
    Tror det eneste vi har til fælles er, at vi begge ikke afslører for meget af handlingen sammenlignet med andre anmeldelser, men så er det vist også kun det. ;P

    Skal ikke gøre mig klog på Johannes H. Christensens oplevelse (ligesom han vist ikke kan gøre sig klog på filmen), men jeg kan i hvert fald sige, at der er mange subtile (men også mindst lige så mange groteske) elementer i "The Lobster", så jeg følte, der netop er masser af "subtekst", som pirrede mig og som man kan beskæftige sig med i sin oplevelse.
    Johannes H. Christensen har måske bare ikke kunnet finde en måde at lege med fimen på. Men sjov er forskellen ja. :)

    BusinessMonkey25-08-16 13:38

  • ★★★1

    Jeg er enig med JP, selvom jeg havner på 2/6. Det var omgang prætentiøst hø og eneste lyspunkt var en godt spillende Farrell i en usædvanlig rolle. Kunne ellers godt lide instruktørens Dogtooth, men jeg kedede mig voldsomt her og det er for selvhøjtideligt et udgangspunkt, taget filmens skøre præmis i betragtning. Der var nogle interessante ideer, så afgjort, men filmen tog aldrig fat i mig. 

    Babo26-08-16 23:18

Log ind for at deltage i diskussionen