Anmeldelse: Arctic Ascent with Alex Honnold (National Geographic)
Dokumentarserie med vovehalsen Alex Honnold har sine mindeværdige øjeblikke, men kravler sig ikke op til ikke det vilde adrenalinrus.
I 2017 blev den amerikanske adrenalinjunkie Alex Honnold berømt, da han som den første klatrer nogensinde besteg den 914 meter høje klippeside, El Capitan. Uden reb og hjælpemidler. Bedriften blev dokumenteret i den Oscar-vindende dokumentar "Free Solo" (2019), der gav svedige håndflader til det sidste. Nu er Honnold klar til en ny udfordring med den nye National Geographic-serie, "Arctic Ascent with Alex Honnold".
Alex Honnolds næste klatretur foregår på Grønland, hvor målet er at bestige Ingmikortilaq. En klippe 304.8 meter højere end El Capitan og har heller aldrig er besteget før. Denne gang er han dog ikke alene om det. Honnolds leder en ekspedition, bestående af glaciologen Dr. Heidi Sevestre, de professionelle klatrere Hazel Findlay og Mikey Schafer, ekspeditionseksperten Aldo Kane og den grønlandske guide, Adam Mike Kjeldsen. Sevestre skal nemlig undervejs foretage undersøgelser, der skal vise, hvordan det grønlandske klima lider i disse tider med alvorlige klimaforandringer.
De grønlandske glacier er næppe fanget bedre på et kamera. "Arctic Ascent with Alex Honnold" er en fryd for øjet, når det evige dagslys rammer de smukke snelandskaber og fjorde. Dertil er der øjeblikke, hvor ekspeditionen skal gøre dét, det hele handler om; at klatre på klipper. Ikke blot grundet den visuelle side, men også for hvad der står på spil. Alex Honnold og de andre klatrere kan klare det i søvne. Det kan de fagorienterede Sevestre, Kane og Kjeldsen ikke. Noget, der hele tiden skal tages højde for, når eksperterne skal bygge en rute for nybegyndere. Under disse sekvenser er serien tæt på at matche intensiteten fra "Free Solo", men de fylder samlet for lidt henover serien.
Dokumentarseriens blikfang er uden tvivl Alex Honnold halsbrækkende klatren, men klimakrisen fylder i den grad også. Både Hannold og Sevestre snakker ofte om konsekvenserne, nu Grønlands indlandsis og glaciere smelter, mens de opdager områder, der har taget skade af klimaforandringer. En kærkommen nuance, som er genstand for et par effektive og foruroligende øjeblikke. Dog også en pointe, som serien dog gentager for ofte uden at bidrage med noget nyt til klimadebatten. Ikke fordi snakken om klimakrisen ikke er nødvendig, men ekspeditionen bidrager ikke med noget som ikke er hørt før, og det bliver derfor en smule overfladisk.
Det element fører til en ujævn tone. Eksempelvis i tredje afsnit, der fokuserer på både bestigningen af Ingmikortilaq og klimakrisen. Der klippes hyppigt de to temaer, på en måde, der tager pusten ud af begge. Dertil er der persongalleriet. Omend der er masser af hjertevarme øjeblikke, går dokumentaren aldrig i dybden med personernes baggrund og motivation for at rejse til Grønland. Hyggen kan ikke fornægtes, men eventyret forbliver distanceret. For ikke at tale om den bratte slutning, der på ingen måde konkluderer sin fortælling.
"Arctic Ascent with Alex Honnold" er et hyggeligt gensyn med den amerikanske klatrer. Udflugten over Grønlands indlandsis er en fryd for øjet og, til tider, intens at overvære. At være vidne til naturens vidunder er et sandt privilegium. Indlevelsen holdes dog tilbage af sin ujævne tone, når fokuset på klippebestigning og klimaforskning aldrig helt harmonerer, trods de bedste intentioner. Dokumentarserien har sine mindeværdige øjeblikke. Men desværre hersker der en følelse af uforløst potentiale og mangel på adrenalinsus, og at vi kun ser toppen af isbjerget.
Anmeldelsen er baseret på alle tre afsnit. "Arctic Ascent with Alex Honnold" kan ses på National Geographic 7., 10. og 11. februar.