Anmeldelse: We Are Who We Are – Sæson 1 (HBO Nordic)
"We Are Who We Are" er endnu en en ærlig skildring af teenagelivet fra manden bag "Call Me by Your Name".
Tilbage i 2017 fik italienske Luca Guadagnino stor hæder med den romantiske, sommervarme "Call Me by Your Name". En film, der blev kåret som et af årets bedste og høstede fire Oscar-nomineringer (inklusiv for Bedste film). Som opfølger til succesen overraskede italieneren med et remake af Dario Argentos legendariske gyser, "Suspiria". Men ovenpå gyset – og mens vi venter på en "Call Me by Your Name 2" – er Guadagnino vendt tilbage til en fortælling om teenagere med miniserien "We Are Who We Are". En yderst forførende serie om teenagetilværelsen.
Den 14-årige Fraser (Jack Dylan Grazer) er flyttet fra New York City til en italiensk militærbase sammen med sine to mødre. En flytning, som teenageren bestemt ikke er glad for, og hvor han har svært ved at falde til. Alt imens har Fraser et kompliceret forhold til sin biologiske mor. Den unge mand møder dog pigen Caitlin (Jordan Kristine Seamón), der selv døjer med familieproblemer, pres fra kæresten og vennegruppen. Da Fraser og Caitlin bliver venner, skaber det ikke blot uro i pigens vennegruppe, men også i de to teenageres identiteter.
Temaet i "We Are Who We Are" er ikke just originalt, men det er en klassisk coming of age-fortælling om to teenagere i puberteten, der forsøger at finde dem selv og deres plads i denne komplicerede verden. Men trods den klassiske fortælling om at vokse op formår Guadagnino at tegne de klassiske temaer med en frisk klat maling. Hvor militærbasen, som miniserien foregår på, viser, hvor svært det er at percipere sig selv som menneske, når vedkommende ofte bliver tvunget til at flytte og tilpasse sig nye mennesker.
"We Are Who We Are" er som udgangspunkt en skæv fortælling, hvor der i klassisk italiensk stil gives efter for absurde situationer, forførende fotografi og kameravinkler af Fredrik Wenzel samt spidsfindig brug af popmusik – ikke ulig landsmanden Paolo Sorrentinos "The New Pope". De to teenageres problemer er til at føle for, selvom deres handlinger til tider er underforklarede. Enkelte gange hopper historien fra A til C uden et mellemstykke. Hvilket måske siger mere om teenagerens uregerlige væremåde end mangel i manus. Men det kan blive distancerende, såsom når Fraser spontant angriber sin biologiske mor, eller når Caitlin trodser sin far, som hun ellers har et godt forhold til.
Ligesom "Call Me by Your Name" føles "We Are Who We Are" som en ærlig skildring af livet som teenager, hvor især følelsen af forelskelse spiller ind, hvad end det er komplekst, banalt eller upassende. Generelt er der få som Luca Guadagnino, der tør påvise de seksuelle aspekter af puberteten, påtale dem og skildre hormonfyldte teenagere på en sympatisk måde. Skuespillet gør meget for at løfte byrden, hvor især de to bærende hovedroller – Grazer og Seamón – fortjener ros. De to unge mennesker leverer flotte præstationer og bliver bakket godt op af resten af castet.
Tematisk bringer fortællingen ikke meget nyt, som "Call Me by Your Name" eller 100 andre coming-of-age-fortællinger ikke allerede har gjort, men portrætteringen af disse unge er næsten upåklagelig. Fortællingen er skæv, underlig, forvirret og ærlig – i tråd med de to teenagere, der skal genopdage sig selv. Vi når ikke samme niveau som den mesterlige "Call Me by Your Name", men Luca Guadagninos seneste tv-værk er bestemt en tur til det solrige Italien værd.
Anmeldelsen er baseret på fire ud af otte afsnit, som kan ses ugentligt på HBO Nordic.