Brugeranmeldelse: Indiana Jones og krystalkraniets kongerige (2008)

Da jeg oprindeligt så den, ville jeg have, at den var fantastisk, og bildte mig selv ind, at det var den også.

Da fjerde omgang "Indiana Jones" med Harrison Ford efter mange mange år endelig vendte tilbage, var forventningerne enorme og måske ofte urimeligt store. Filmen blev dog vel modtaget blandt en del kritikere, men har siden og måske med rette fået et lidt kedeligt efterliv som værende forfærdelig og andre lidet flatterende prædikater. Helt så dårlig som dens ry synes jeg nu ikke, den er. Filmens første halvdel fungerer ret solidt og underholdende, og havde den holdt dette niveau i resten af filmen, havde det ifølge mig været en god film, omend stadig lige under de første tre.

Selv da en ofte trættende Shia LaBeouf dukker op, ødelægges momentum ikke. Først da Cate Blanchett, den normalt fantastiske skuespiller, dukker op for anden gang spillende den giftige kommunistiske agent, pinligt udstyret med rædsom accent, kører filmen af sporet i halvdårlige beslutninger, tåbelige idéer, dårlig og unødvendige computereffekter samt kiksede scener. Som da vores helte prøver at flygte og ender i en omgang kviksand. Det må være en af seriens lavpunkter. Men også dens forsøg på amerikansk humor udi det familiære falder til jorden. For mig signalerer det, at de herrer Lucas/Spielberg (og andre?) ikke længere er filmskabere med et frisk pust, men nu blot er reaktionære ældre mænd, der dyrker det rigeligt pæne og kedelige.

Da jeg oprindeligt så den, ville jeg have, at den var fantastisk, og bildte mig selv ind, at det var den også. Men siden har jeg måttet indse, at den ikke var det comeback, jeg havde håbet på. Jeg var såmænd ikke generet af at skurkene var kommunister, og at temaet kredsede omkring aliens og ufoer (selv om der går rigeligt "X-Files" på steroider i den til sidst). Det passer til tiden, den foregår i. Mange sci-fi-film fra 50'erne – og dem var der en del af – omhandler grundlæggende netop frygten for invasionen fra østblokken, og hvad det fører med sig. Men altså, ja selv køleskabsscenen kunne jeg have overlevet (Indy gjorde!), og da Indy efterfølgende står som silhuet mod atompaddehatten, er det egentlig meget rammende. En gammeldags helt ude af trit med tiden, der har overhalet det eventyr, vi skal tages med på.

Indiana Jones var min sidste barndomshelt. Husker stadig, da jeg havde set "Jagten på den forsvundne skat", at jeg som så ofte før, når jeg havde set et godt eventyr, ville lege i skovene bag mine forældre. Jeg kunne dog ikke helt ramme den indlevelse, jeg tidligere kunne. Jeg måtte efterfølgende bare konstatere, at det var definitivt slut, barndommens magiske verden var for altid væk, og de kulørte lege – det være sig som pirat, cowboy, indianer, soldat, Tarzan, Robin Hood, ridder eller lignende karakterer og steder – aldrig mere blev besøgt. Netop den dag var min sidste dag i barndommens legesyge verden og mit sidste forsøg på sådanne lege.

Men Indy fulgte mig igennem ungdomsårene og slap mig først, da jeg var blevet mere eller mindre voksen. Så da han nu endelig vendte tilbage så mange år efter, var min glæde og spænding så stor, at jeg blindt bare ikke ville erkende, at den ikke var alt det, den skulle være. Når alt det er sagt, så er Harrison Ford som Indiana Jones stadig et lyspunkt, som for mig trækker op i en film, der mest ødelægges af at knække midt i, hvor fortællingens magi går i stå. Indtil dér fandt jeg den habil og værdig sin titel som en "Indy"-film. Modsat mange hader jeg derfor ikke filmen, som sikkert får et gensyn, når og hvis der kommer flere film med, hvad der for mig forsat er alle tiders bedste filmhelt.

Brugeranmeldelser udvælges blandt brugernes anmeldelser i forummet og redigeres ikke af Moovy.