Moovy Exclusive: Berlinalen 2024: Filmene i hovedkonkurrencen (del 2)

Spøjs fransk sci-fi gyser, ny Olivier Assayas-film og grådkvalt publikum til tysk 2. verdenskrig-drama. Berlinalen er for alvor i gang.

En af Berlinalens mange konkurrencer hedder Panorma. Publikum får til hver forestilling tildelt en stemmeseddel, og vinderen af konkurrencen bliver den film med flest stemmer. Panorama har ingen deciderede pressevisninger, men til hver forestilling er der en lille håndfuld billetter til pressen efter først til mølle-princippet. Da alt dette er digitalt nu, skal man være mere end ualmindelig heldig og hurtig for at nå en billet i den digitale kø til de største forestillinger. Jeg nåede at få billet til den franske sci-fi gyser "Meanwhile On Earth", der ellers blev "udsolgt" på få sekunder. En spøjs "Invasion of the Body Snatchers"-lignende film der til tider er enormt barnlig, andre gange utrolig moden og pludselig slår over i animation eller blodig vold. Hovedrollen spilles af unge Megan Northam, der bestemt er et navn, man bør holde øje med. Hendes karisma skinnede mere klart end alle de erfarne skuespillere tilsammen, hvilket også viste sig til den efterfølgende Q&A.

Tilbage til hovedkonkurrencen. I den franske film "Suspended Time" følges  over en sommer to brødre, der har arvet deres barndomshjem fra faren. Dette foregår under Covid-19-nedlukningen, så de har isoleret sig  sammen med den ene brors kæreste, og bruger tiden på at filosofere over tilværelsen. Mere plot er der ikke i filmen. Den er fuldstændigt blottet for melodrama, hele spilletid bruges på eksistentielle spørgsmål og banale gøremål. "Suspended Time" er på samme tid befriende let i tonen og virkelig tung i materialet. På trods af manglende plot flyver de to timers spilletid forbi. "Suspended Time" mangler i høj grad dramaturgi. Selvom det er et bevidst valg, ender instruktøren Olivier Assayas’ ("Personal Shopper" og "Skyerne over Sils Maria") nye film mere som en finurlighed end et egentligt gennemført værk.

Det autentiske tyske 2. verdenskrigs-drama, "From Hilde, With Love", handler om den politiske fange Hilde, der føder en dreng i fængslet. Narrativet skifter mellem hendes fortid i en lille modstandsgruppe og hendes tid i fængslet, og fungerer hovedsageligt som et karakterdrama blottet for store armbevægelser. "From Hilde, With Love" er en påmindelse om at bevare vores menneskelighed selv i en krigstid. Noget der virkelig er lige så relevant nu som dengang. Liv Lisa Fries leverer en pragtpræstation der er lige dele subtilt og troværdigt. Filmens afsluttende scener er af Andreas Dresen instrueret så elegant, at han formåede at efterlade i nærheden af tusinde mennesker i det enorme Berlinale Palast teater grådkvalte. En oplevelse som jeg sent vil glemme. Den efterfølgende pressekonference bar også præg af store følelser, og hvert et spørgsmål fra pressen blev indledt med taknemmelighed over filmen.

Den italienske "Another End" fortsatte i samme rille. Den er gennemsyret af dyb melankoli fra start til slut. I en nær fremtid er det muligt at uploade minderne fra en afdød til en værtskrop én dag af gangen. Efter en del overtalelse, går Sal (spillet af en atypisk sårbar Gael García Bernal) med til at bringe hans kærestes minder tilbage for en stund. Stemningen og lydbilledet er i filmen særdeles bemærkelsesværdig, og skaber en nedtrykthed, der desværre brydes resolut i en unødvendig sensationsafslutning, som instruktør Piero Messina burde have set sig for god for. "Another End" er bestemt stadig værd at se. Men for første gang i år var der flere blandt publikum, der kvitterede med buh-råb, selvom de trods alt blev overdøvet af klapsalver.

"The Empire" fra Frankrig udgiver sig for at være en sci-fi satire med referencer til "Star Wars". I virkeligheden er det en arthouse film uden de helt store bagtanker. Blandet med falden-på-halen komik og pruttehumor. Det lyder måske underholdende, men alting er så karikeret og kunstigt fremført. Det er umuligt at engagere sig den mindste smule i en film, der ender som den nok værste film udtaget til Berlinalens hovedkonkurrence i de 17 år, jeg har deltaget. Instruktøren Bruno Dumont vil vist gerne sige lidt om forfængelighed og menneskelighed, men han trænger ikke igennem med noget som helst i dette rædderlige makværk.

Det europæiske filmmarked EFM bliver afholdt sideløbende med festivalen. Da Berlinalen byder på et hav af verdenspremierer, der endnu ikke har opnået international (og i visse tilfælde national) distribution har de forskellige distributører her mulighed for at købe rettighederne til filmene. EFM byder også på en række andre markedsvisninger. Hovedsageligt inden for genrefilm, men det er især spændende at følge, hvilke af Berlinalens film der opnår hype nok til at blive distribueret bredt internationalt. Indtil videre er "Suspended Time" blevet købt til en række europæiske og asiatiske lande. Det skyldes nok at en instruktør som Olivier Assayas står bag, for den har ikke en synderlig bred appel. Hvilke andre film der kan få en chance i et lille land som Danmark, er altid interessant at følge med i.