Moovy Exclusive: CPH PIX 2016: Seoul Station

I Seoul foregår der noget skummelt. En mand går rundt og har et voldsomt sår, men ingen vil hjælpe ham. To studerende snakker om lægehjælp til alle og viser sig fra deres mest medmenneskelige side, da de spørger manden, om de kan hjælpe. Men nej tak, han lugter grimt og er sikkert hjemløs. Og hjemløse er jo ikke rigtige mennesker, så hvorfor hjælpe, ikke sandt? Ja, hvis de havde gjort det, ville der måske ikke opstå blodbad og levende døde senere.

Hvis du tænker, at der da må være et eller to lyspunkter i "Seoul Station", tager du fejl. Der er glimt af håb, men det er nødvendigt at knibe øjnene helt sammen for at få øje på dem. Den sydkoreanske hovedstad udvikler sig hurtigt til et anarkistisk helvede i denne prequel til live-actionfilmen "Train to Busan", der kun hæmmes af animationsformen, som ikke giver plads til detaljer, men derimod ligner skitser med uslebne bevægelser.

Det politiske aspekt om de hjemløse stakler i den store by. og hvordan de bliver set på som samfundets afskum. giver en stærk politisk stemme i "Seoul Station", der har meget at sige om, hvordan Sydkorea som et civiliseret samfund ser sine lavest rangerende borgere. Så er animation intet problem, og kan man lide sin zombie-animation med en smule politisk budskab, er "Seoul Station" omtrent det helt rigtige.

"Seoul Station" vises lørdag 5. november kl. 19.00 i Palads.

Kommentarer

CPH PIX 2016: Seoul Station

    Log ind for at deltage i diskussionen