Moovy Exclusive: Fem til fredag: Tillykke med fødselsdagen, Nicolas Winding Refn!

En af Danmarks største instruktører fylder rundt, og i den anledning kigger Moovy nærmere på den kontroversielle instruktørs fem bedste film.

Den 29. september fyldte dansk films enfant terrible, Nicolas Winding Refn, rundt med 50 år. Nicolas Winding Refn – med kælenavnet Jang – er en af dansk films helt store enere, der i sin karriere har erobret både ind- og udland. Siden debuten med "Pusher" i 1996 er det blevet til store bedrifter – og fiaskoer – for den kontroversielle instruktør, der aldrig har været bleg for at iscenesætte sig selv, skabe en persona og være kompromisløs. I den anledning kigger Moovy nærmere på fødselarens fem bedste film.

5. ONLY GOD FORGIVES (2013)

"Only God Forgives" er nok Nicolas Winding Refns mest udskældte film til dato. Hvor fejlskuddet "Fear X" har fået mere anerkendelse med tiden, er det muligvis kun hardcore fans, som ser lyset i Ryan Goslings ødipuskompleks. De fleste havde forventet en åndelig fortsættelse til "Drive", men i stedet søgte Refn mod "Valhalla Rising". Seeren overdøves med statiske billeder, tilbageholdende plot og dialog samt et sløvt tempo, der nærmere resonerer med europæisk arthouse fremfor Franks hæsblæsende løbetur ned ad Gammel Kongevej i "Pusher", hvor karrieren startede.

"Only God Forgives" kan streames på Filmstriben, TV2 Play, Blockbuster m.fl.

4. PUSHER II (2004)

Kim Bodnias Frank er ikke med i "Pusher II", for i stedet overlades hovedrollen til Mads Mikkelsens Tonny i den type rolle, der skaber et karrieregennembrud. Og det er der god grund til. I en fremragende trilogi stikker "Pusher II" ud, fordi den har mest på spil. Tonny kæmper med narkoverdenen, samtidig med at han søger anerkendelse fra sin far, gangsteren Smeden, og selv må påtage sig rollen som far til et spædbarn. Tonny er ude, hvor han ikke kan bunde, i et voldsomt og effektivt drama. Og nå ja, så er der også Kusse Kurt.

"Pusher II" kan lejes på Rakuten TV, iTunes og Google Play. 

3. BRONSON (2008)

"Bronson" markerer et helt særligt skifte i Nicolas Winding Refns karriere som instruktør såvel som kunstner. Hvor "Fear X" aldrig blev det internationale gennembrud, Refn havde forventet, klarede den voldelige "Bronson" det for instruktøren. Samtidig sendte den Tom Hardy, der udøver en fysisk magtdemonstration, til stjernehimlen. Filmen markerer også Refns skifte fra den rå, naturalistiske stil, som "Pusher"-filmene og "Bleeder" dyrker, til et langt mere hyperæstetisk og farverigt univers, der siden er blevet instruktørens signatur.

"Bronson" kan lejes på SF Anytime.

2. TOO OLD TO DIE YOUNG (2019)

En serie på listen? Nicolas Winding Refn følger David Lynchs fodspor og kalder sin eksperimenterende tv-serie for én lang film – på 13 timer – så vi godtager dén. Det helt store spørgsmål, der melder sig omkring Refns store seriesatsning hos Amazon, er dog, om nogen overhovedet så den? Hvis ikke, er det mere end synd. Serien, hvis overdrevne langsomme tempo matcher den lange titel, føles som en kulmination på Refns virke. Et skridt ind i en dybt perverteret, voldelig, lakonisk verden med Michelangelo-lignende tableauer, der skider højt og helligt på alt, som hedder form, mening og indhold. Tag den!

"Too Old to Die Young" kan streames på Amazon Prime.

1. DRIVE (2011)

En hæsblæsende actionfilm med en stuntmand, der kører lynhurtigt igennem Los Angeles' gader, når underverdenens kriminelle skal fragtes fra A til B? Det var, hvad en amerikansk kvinde troede, hun havde betalt for, da hun skulle se "Drive". Efterfølgende fulgte et sagsanlæg, for med superstjernen Ryan Gosling i førersædet tog Refn godt og grundigt røven på alle. I stedet er "Drive" en drømmende, neonoplyst, synth-inficeret kærlighedshistorie, der sporadisk afbrydes af en god gang ultravold. Filmen, der for alvor slog Nicolas Winding Refn fast på verdenskortet og gjorde ham til en af dansk films ypperste eksportvarer. Tillykke med de 50 år, Refn!

"Drive" kan streames på Filmstriben, HBO Nordic, Blockbuster, m.fl.

Kommentarer

Fem til fredag: Tillykke med fødselsdagen, Nicolas Winding Refn!

  • ★★★★★0

    Et stort tillykke med de 50 år skal der bestemt også lyde herfra til Nicholas Winding Refn, som også er en instruktør jeg holder rigtig meget af især fordi, han altid går sine helt egne veje og er fuldstændig kompromisløs i sine stilistiske valg og måde at instruere på.

    Det er en super god gennemgang, du har lavet her Mikkel og jeg er - bortset fra "Too Old To Die Young" som jeg ikke har fået set endnu - helt enig i dine valg. Du beskriver rigtig godt hvorfor, at de film er så fremragende og jeg fik helt lyst til et gensyn med dem efter at have læst dine mini-anmeldelser.

    Mht. "Fear X" og alt det kaos der fulgte med, så er det helt rigtigt at den blev en publikumsmæssig og økonomisk fiasko af de helt store. Men samtidig var det så bizart, at den i sin tid da den havde premiere faktisk fik rigtig gode anmeldelser og på den front allerede dengang var anerkendt som et stort værk blandt anmeldere. 

    Men publikum holdt sig alligevel væk og så endte det hele for Refn med en kæmpe økonomisk nedtur. Du har muligvis allerede set den, men hvis du ikke har, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at se dokumentaren "Gambler", hvor man følger hele nedturen på tætteste hold. :)

    NightHawk 2-10-20 15:19

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen