Moovy Exclusive: Topliste: Fem alternative gyserfilm til en uhyggelig Halloween!

Moovy guider til fem uhyggelige gyserfilm, der kan få Halloween-uroen frem.

Uret er stillet tilbage, mørket vinder frem, og kulden bider i kinderne. Winter is coming, men før den kan bydes velkommen, skal oktober afsluttes, og uhyggen skal sprede sig i takt med Halloween. Højtiderne er altid en god undskyldning for at krybe under dynen og finde en passende film frem, så derfor skal der selvfølgelig noget urovækkende gys på skærmen i anledning af Halloween. Oplagte bud til en klassisk aften er selvfølgelig at tjekke ind på Bates Motel, bekæmpe det grusomme udefra eller flygte fra Michael Myers' grusomme kniv, men nogle gange må nye klassikere også findes. Med forbehold for de oplagte valg guider Moovy til fem uhyggelige gyserfilm, der kan få uroen frem og muligvis indskrive sig i Halloween-filmkataloget.

5. "A Dark Song" (2016)

Når den irske "A Dark Song" er slut, vil du nok søge mod internettet efter svar. For hvad var der lige med den slutning, og hvad i alverden betød det? "A Dark Song" er dén slags film, der lader sig selv være op til fortolkning, og det går godt i spænd med filmens spirituelle omdrejningspunkt. I et afsides villahus udspiller historien sig som et intimt kammerspil mellem den sørgende moder Sophia og okkultisten Joseph Solomon. Igennem Solomon ønsker Sophia at få kontakt med sin afdøde søn, som er blevet brutalt myrdet, og samtidig finde forbryderne. Der hvor "A Dark Song" adskiller sig fra andre okkult-film er måden, den netop fremlægger okkultismens verden; her er der ingen gamle clairvoyante damer eller hurtige genveje med ånden i glasset. Baseret på oldtidens ritualer fremlægger filmen en realistisk og benhård udgave af det okkulte. Den ligner nærmere et kitchen sink-drama fremfor en overnaturlig gyser, men det gør den absolut ikke mindre uhyggelig. Tværtimod.

4. "The Loved Ones" (2009)

Til trods for både en ufrivilligt lobotomi, kidnapning og tortur samt zombie-agtige mennesker er det mest uhyggelige øjeblik i "The Loved Ones", da den upopulære pige, Lola, ensomt på sit værelse synger omkvædet til Kasey Chambers "Not Pretty Enough". Den søde, uskyldige sang står i stærk kontrast til filmens gennemgående voldsomme temaer, og på én og samme tid både forstår og afskyes man af den psykisk ustabile Lolas motiver. Da ingen vil have hende som sin prom date tager hun sagen i egen hånd og kidnapper den traumatiserede dreng Brent, hvilket fører til det mest makabre skolebal – hjemme hos Lola selv. Rundt om spisebordet sidder Lola med Brent og hendes bizarre familie, henholdsvist Daddy og Bright Eyes. Med klare referencer til den legendariske middagsscene i "Motorsavsmassakren" er "The Loved Ones" voldsom og klam, men også sært sjov i form af sine absurditeter.

3. "The Eyes of My Mother" (2016)

De såkaldte slow burners bliver ofte afskrevet, fordi de fremstår langsomme og dermed kedelige, da der simpelthen ikke sker nok. Dette er en skam, for når uhyggen langsomt får lov til at bygge sig op, rammer den oftest hårdere, end hvad tusinde jumpscares kan gøre. "The Eyes of My Mother" er et pragteksemplar på sådan én slags film. Med sine sort-hvide billeder står det klart fra første scene, at der er noget urovækkende galt. En landlig portugisisk familie skærer kirurgisk i dyreøjne, indtil de får besøg af en dørsælger, og herfra bliver alt kun mere dystert, bizart og ikke mindst uhyggeligt. Det ville være ærgerligt at spolere resten af handlingen, da det bør opleves med egne øjne. Hver scene i "The Eyes of My Mother" udfordrer, chokerer og ikke mindst fascinerer – med minimal dialog og få virkemidler fremstår filmen iskold, og hver indstilling får det til at løbe koldt ned ad ryggen, da man aldrig ved, hvor næste sekvens fører hen.

2. "The Devil’s Rejects" (2005)

Hvis ovenstående titel er en slow burner, så er "The Devil's Rejects" det komplet modsatte. Rob Zombies efterfølger til "House of 1000 Corpses" drøner derudad med to hundrede kilometer i timen fra start til slut – fra åbningsscenen, hvor familien Fireflys hus bliver stormet af politiet, til når Lynyrd Skynyrds "Free Bird" flyver over rulleteksten. På flugt fra en hævngerrig sherif må den sadistiske seriemorder-familie tage benene på nakken, men det stopper dem ikke fra at udøve alverdens ondskab på turen. "The Devil's Rejects" har et ekstremt farverigt persongalleri – fra den djævelske Otis til Sid Haigs ikoniske Captain Spaulding – og er rig på kongelige oneliners ("Tutti fucking fruity!"), som perfekt supplerer filmens gennemgående galskab. Rob Zombies stil deler som regel vandene, men det er svært at benægte dette værks vanvittige charme – fra seriemordere og brutal vold til en ond klovn og sadistisk tortur har "The Devil's Rejects" alle de ingredienser, Hallowen kræver!

1. "The VVitch: A New England Folktale" (2015)

Robert Eggers' debutfilm er en af seneste års mest omtalte og roste gyserfilm, hvilket er mere end forståeligt. Filmen foregår i det 17. århundredes New England og følger pigen Thomasin, der med sin familie må forlade en puritansk landsby grundet faderens religiøse uoverensstemmelser. Fjernt fra omverdenen begynder familien en ny tilværelse nær skoven, men livet bliver hurtigt surt – først dør afgrøderne, familiens baby forsvinder, og så lurer titlens heks vist ude i skoven. Modsat de fleste mainstream-gysere tyer "The VVitch" ikke til lette jumpscares eller farlige monstre for at skræmme. I stedet dyrker filmen genrens største paradigme, frygten for det ukendte, og ved at fokusere på atmosfære samt stemning sætter Eggers publikums fantasi på højtryk – og det er her, uhyggen for alvor spreder sig. "The VVitch" brillerer med sin dissonante lydside, dysfunktionelle familieskildring og ikke mindst faren, som lurer i mørket. Et perfekt match til en uhyggelig Halloween!

Hvilken film skal du tilbringe Halloween i selskab med?

Kommentarer

Topliste: Fem alternative gyserfilm til en uhyggelig Halloween!

  • ★★★0

    Damen og jeg så Netflix's 1922 i går og det var en omgang lort. Jeg påtænker lidt at se Audition, som jeg aldrig har set. Så måske den til dagens anledning. 

    Og The Witch er fantastisk. 

    Babo31-10-17 13:36

  • ★★1

    Cinefix lavede også deres approach til en lidt alternativ liste.

    Elwood31-10-17 16:07

  • ★★0

    "The VVitch" er fantastisk! Til gengæld er "The Eyes of My Mother" enormt middelmådig, og formår slet ikke at levere det den forsøger.

    Jeg påtænker lidt at se Audition, som jeg aldrig har set. Så måske den til dagens anledning. 

    "Audition" er fremragende! Den skal du glæde dig til :) 

    Kruse31-10-17 16:37

  • ★★★0

    "The VVitch" er fantastisk! Til gengæld er "The Eyes of My Mother" enormt middelmådig, og formår slet ikke at levere det den forsøger.

    Enig. Og The Devil’s Rejects er vitterligt heller ikke særlig interessant. A Dark Song er derimod rigtig fee!

    David Lund31-10-17 16:40

  • ★★★0

    "The VVitch" er fantastisk! Til gengæld er "The Eyes of My Mother" enormt middelmådig, og formår slet ikke at levere det den forsøger.

    "Audition" er fremragende! Den skal du glæde dig til :) 

    Lyder godt. Jeg har dog også Nosferatu the Vampyre og Peeping Tom på hylden, så må vi se hvad jeg fristes mest af. Har ikke set nogen af dem. 

    Babo31-10-17 17:02

  • 1

    Til gengæld er "The Eyes of My Mother" enormt middelmådig, og formår slet ikke at levere det den forsøger.

    Interessant som vi har forskellige oplevelser - synes den leverede præcis hvad den forsøgte og særdeles sjældent jeg har følt ubehag under en film, som jeg gjorde ved The Eyes of My Mother. :)

    Mikkel Abel 1-11-17 11:42

  • 0

    Interessant som vi har forskellige oplevelser - synes den leverede præcis hvad den forsøgte og særdeles sjældent jeg har følt ubehag under en film, som jeg gjorde ved The Eyes of My Mother. :)

     Jeg er helt enig med dig i at oplevelsen var stærkest her og den sammen med VVitch, .som jeg havde set allerede, er de to bedste af de 5. Loved ones var også noget værd.. takker for anbefalingerne. 

    Martinio07 6-11-17 18:28

  • 0

     Jeg er helt enig med dig i at oplevelsen var stærkest her og den sammen med VVitch, .som jeg havde set allerede, er de to bedste af de 5. Loved ones var også noget værd.. takker for anbefalingerne. 

    Fedt at du kunne bruge det! :)

    Mikkel Abel 7-11-17 13:10

Log ind for at deltage i diskussionen