Boybandet ☆NSYNC genforenes og performer deres første nye sang i to årtier i ny "Trolls"-film

Da Justin Timberlake og Co. sang "bye bye bye", var det tydeligvis ikke et sidste farvel.

Rygterne har floreret længe, og nu er det omsider officielt: Det ikoniske boyband ☆NSYNC er blevet genoplivet, og gruppen leverer sin første nye sang i 20 år i den tredje "Trolls"-animationsfilm, som udkommer om en måneds tid.

"Trolls Band Together" – som herhjemme har fået titlen "Trolls 3: Sammen igen" – har den forhenværende ☆NSYNC-forsanger Justin Timberlake i en af hovedrollerne på den originale, engelske lydside.

Timberlake spiller nok en gang trolden Branch, der ligesom persongalleriets andre figurer er baseret på danske Thomas Dams troldefigurer. Timberlake blev i øvrigt Oscar-nomineret i 2017 for det iørefaldende pophit "Can't Stop the Feeling" fra den første "Trolls"-film.

Læs også: Autentisk musical-komedie om ☆NSYNC er på vej

Snakken om ☆NSYNC's comeback fik for alvor medvind i tirsdags, da truppen var samlet på scenen under MTV's Music Video Awards, hvor de overrakte en pris til en tydeligt benovet Taylor Swift, som sagde: "Jeg havde jer alle som dukker! Laver I noget sammen? Jeg er nødt til at vide, hvad det er!"

Og nu er både vi og Swift altså blevet klogere på sagen. ☆NSYNC performer sangen "Better Place" i "Trolls 3: Sammen igen", som får dansk biografpremiere den 12. oktober.

Det er vel at mærke også ti år siden, at Timberlake, JC Chasez, Lance Bass, Joey Fatone og Chris Kirkpatrick sidst performede sammen. Alle fem har angiveligt indtalt replikker til "Trolls 3: Sammen igen".

Se traileren til "Trolls 3: Sammen igen" herunder (som i øvrigt bugner af muntre boyband-referencer) og få et smuglyt på ☆NSYNC's "Better Place":

Kommentarer

Boybandet ☆NSYNC genforenes og performer deres første nye sang i to årtier i ny "Trolls"-film

  • 0

    Sikke et fantastisk eftermæle for Thomas Dam, at han blev manden, som fik genforenet N*SYNC. 

    Hauser14-09-23 18:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen