David Attenborough vender tilbage i 3. sæson af "Planet Earth"

Den 97-årige naturforsker er slet ikke færdig med at gøre os klogere på verdenen omkring os – og dyrene i den.

I årtier har David Attenboroughs behagelige røst været vores guide – en skøn stemme og evig kilde til information og inspiration, mens vi rejste rundt på planeten via flimmerkassen og mødte alskens væsner i utallige blændende naturprogrammer.

Og lykkeligvis kan vi se frem til endnu flere iøjnefaldende og iørefaldende dokumentarer om vores vilde verden med Attenborough med om bord. The Guardian skriver, at BBC senere i år lancerer 3. omgang af "Planet Earth", og at Attenborough er i fuld gang med indspilningerne til sæsonen.

Læs også: "Det gør mig ydmyg" – Harrison Ford reagerer på, at ny slangeart navngives efter ham

"Planet Earth" er ikke blot en af tv-historiens mest populære naturprogrammer, men et af de mest populære tv-programmer overhovedet nogensinde. Seriens to første sæsoner ligger i skrivende stund på hhv. andenpladsen og tredjepladsen på IMDb's liste over tv-historiens største triumfer.

I den 3. sæson optræder Attenborough også foran kameraet, og filmholdet har allerede skudt flere scener med Attenborough i Storbritannien, hvor han følger i selveste Charles Darwins fodspor og funderer over sidstnævntes banebrydende teorier om evolution.

3. sæson af "Planet Earth" vil bestå af i alt otte afsnit, og vi satser på, at den også bliver gjort tilgængelig i Danmark kort tid efter dens engelske tv-premiere.

Kommentarer

David Attenborough vender tilbage i 3. sæson af "Planet Earth"

  • 0

    I mine øjne har en altid været den største fortaler for planeten Jorden. Hans dedikation og lidenskab for alting levende har for mig alting været en kæmpe inspiration. 97 år men en enorm indflydelse for den tilstand som jorden er i nu. Alle burde lytte mere til ham, men er det muligt? For alle ved hvem han er. Al hans snak om global opvarmning og drivhuseffekten er selvfølgelig alarmerende. Personligt tror jeg ikke på netop dette. I min optik er det "blot" solen der spiller med musklerne. Men det er en anden diskussion til en anden dag.

    RESPEKT til David!

    ccbj10-09-23 14:23

  • ★★★★1

    Personligt tror jeg ikke på netop dette. I min optik er det "blot" solen der spiller med musklerne. Men det er en anden diskussion til en anden dag.

    Så er det jo desværre enormt uheldigt for os alle, at din optik trænger til at blive rettet gevaldigt til.

    dyg11-09-23 13:52

  • ★★★★★0

    Kommer der så også bonus track med Snoop Dogg som fra Graham Norton Show :)

    Elwood12-09-23 12:54

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen