Disneys remake af "Sværdet i stenen" er lagt på is

Live-action-udgaven af myten om den unge Kong Arthur og det sagnomspundne sværd er formentlig stendød.

Tilbage i 2018 kom det frem, at Disney havde et live-action-remake af animationsklassikeren fra 1963, "Sværdet i stenen", på tegnebrættet. Og ikke nok med det: Filmen skulle instrueres af Juan Carlos Fresnadillo, der bl.a. har stået bag kameraet på zombie-thrilleren "28 Weeks Later".

Nu kommer selvsamme Fresnadillo så med nedslående nyt om "Sværdet i stenen"-projektet. Den spanske filmmager udtaler nemlig i et interview til Collider:

"Jeg var tilknyttet projektet for længe siden, og jeg forberedte en masse for Disney til den film. Jeg ved ikke præcis, hvad der skete, men studiet besluttede at sætte projektet på pause. Så lige nu er den sat på hold, og jeg ved ikke, hvad der kommer til at ske, for at være ærlig. Men jeg synes, at det er en fantastisk historie. Jeg ville være så klar på at lave den, hvis de beslutter sig for at give projektet grønt lys".

Læs også: Disney og "Avengers"-instruktører laver live action-remake af "Hercules"

I bedste fald lader remaket altså til at være udsat på ubestemt tid. I værste fald er den opdaterede version af "Sværdet i stenen" blevet skrottet helt og aldeles.

Selvom Disneys originale animationsfilm ikke hører til blandt studiets mest elskede og anerkendte film, så har eventyret alligevel opnået en vis kultstatus. Man følger den purunge knægt Arthur og hans møde med den karismatiske troldmand Merlin, som i en fjern fortid tager den fremtidige konge under sine vinger i bestræbelserne på at modne Arthur til at blive en klog og værdig regent af England.

"Sværdet i stenen" huskes nok især for en uforglemmelig og opfindsom scene, hvori Merlin duellerer med en vis Madam Mim...

Juan Carlos Fresnadillo er i øvrigt lige nu aktuel med Netflix-fantasyfilmen "Damsel", der netop har fået premiere på den populære streamingtjeneste.

Kommentarer

Disneys remake af "Sværdet i stenen" er lagt på is

  • ★★★★★★0

    “Stenet”

    Det er en af de Disneyfilm jeg godt gad se i en ny version. Men nok også en af dem de færreste har et forhold til - så indtjeningspotentialet er sikkert for småt.

    Wayne10-03-24 12:08

  • ★★★★★0

    Men nok også en af dem de færreste har et forhold til 

    Oh really? For mig var den en lige så stor del af barndommen som Junglebogen og Bernard og Bianca og Dumbo og Pinocchio og alle de andre.

    Jeg har ikke set så mange Disney remakes, men mit indtryk er, at de nærmest ikke laver "nye fortolkninger", men at de følger de gamle drejebøger ganske slavisk. Måske dette projekt blev droppet, fordi instruktøren ville gøre noget mere originalt? 

    Lars!10-03-24 17:46

  • ★★★★★★0

    NORM!

    davenport10-03-24 19:36

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen