Elizabeth Debicki skal spille forfatteren Virginia Woolf

Elizabeth Debicki og Isabella Rossellini er nu begge officielt tilknyttet periode-dramaet "Vita & Virginia". Optagelserne til den autentiske historie om Virginia Woolfs romantiske forhold til forfatteren og society-kvinden Vita Sackville-West begynder i september i Irland.

Rollen som Vita er allerede blevet besat af Gemma Arterton ("Their Finest Hour").

Filmen foregår i 1920'ernes London, hvor Vita møder Virginia og beslutter sig for at gøre alt for, at de to skal blive elskende. Kærlighedsforholdet mellem de to er ofte blevet citeret som inspiration for Woolfs romanklassiker "Orlando".

Manuskriptet til filmen er baseret på skuespillet af samme navn og er blevet til i et samarbejde mellem skuespillets forfatter Eileen Atkins og filmens instruktør Chanya Button.

"'Vita & Virginia' bliver et friskt, provokerende studie af kreativitet, lidenskab, sex og seksualitet," udtaler Button, der personligt er stor fan af Woolfs forfatterskab. "Det er et stort privilegium at få lov at arbejde sammen med så geniale kvinder som Gemma og Elizabeth for at kunne bringe Vita Sackville-Wests og Virginia Woolfs liv til det store lærred," fortsætter han.

Elizabeth Debicki kommer frisk fra roller i "Guardians of the Galaxy Vol. 2" og "Valerian and the City of a Thousand Planets".

Hvilken rolle Isabella Rossellini skal spille, vides endnu ikke.

Kommentarer

Elizabeth Debicki skal spille forfatteren Virginia Woolf

    Log ind for at deltage i diskussionen