George Clooney: Vi laver måske "Ocean’s 14"

Det kommer filmen dog ikke til at hedde, hvis den vitterligt bliver lavet...

For tre år siden konstaterede Brad Pitt tørt, at et af hans erklærede livsmål var aldrig at lave en "Ocean's 14".

I 2001 medvirkede Pitt – sammen med superstjerner som Matt Damon, George Clooney og Don Cheadle – i Steven Soderberghs "Ocean's Eleven", hvor d'herrer spillede charmerende tyveknægte, der røver et casino i Las Vegas. Filmen blev et kritikerrost megahit og fik to fortsættelser og en spin-off i form af "Ocean's 8" fra 2018.

Men selvom Pitt tydeligvis er lidt loren ved idéen om at lave en fortsættelse til 2007's "Ocean's Thirteen", så fortæller førnævnte George Clooney i et interview med Uproxx, at der faktisk eksisterer et manuskript til en "Ocean's Fourteen" – og at det slet ikke er usandsynligt, at det filmatiseres.

Læs også: Ryan Gosling og Margot Robbie får hovedrollerne i ny "Ocean’s Eleven"-film

Clooney spillede tyveslængets leder, Danny Ocean, i Soderberghs heist-trilogi, og han fortæller i interviewet:

"Vi har færdiggjort et rigtig godt manuskript til en ny 'Ocean's'-film, så måske laver vi endnu en. Det er faktisk et fremragende manuskript."

Clooney slår dog fast, at hvis filmen vitterligt går i produktion, så får den altså ikke titlen "Ocean's Fourteen".

Som tidligere rapporteret kommer der snart en "Ocean's Eleven"-prequel med "Barbie"-makkerparret Ryan Gosling og Margot Robbie foran kameraet. Og for nylig kom det frem, at de spiller forældrene til Danny Ocean. Hvis dén film bliver et stort hit, er det nok mere sandsynligt, at Clooney, Pitt og Co. rejser tilbage til Vegas...

Kommentarer

George Clooney: Vi laver måske "Ocean’s 14"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen