Jared Leto spiller Hugh Hefner i biopic om Playboy-legenden

Den nyligt afdøde Hugh Hefners fascinerende livshistorie oprulles i nyt drama, og en sand "joker" er udset til at spille Playboy-ikonet.

I april kom det frem, at en film baseret på "Playboy"-stifteren Hugh Hefners imponerende livsværk var på vej. Nu er det så omsider blevet kendt, at ingen ringere end Jared Leto snart skal hoppe i en silke-pyjamas og portrættere det amerikanske ikon. Nyheden kommer, blot få dage efter 91-årige Hefner afgik ved døden. 

Jared Leto er blandt andet kendt for at have vundet en Oscar for bedste mandlige birolle i "Dallas Buyers Club" i 2013 og ikke mindst for sit omdiskuterede portræt af Batmans ærkefjende Jokeren i "Suicide Squad" fra sidste år. Derudover kan Leto om få dage opleves i opfølgeren til "Blade Runner" med titlen "Blade Runner 2049".

Filmen om Hugh Hefners liv og levned instrueres af Brett Ratner, og hovedpersonen var også selv positivt stemt omkring projektet: "I de senere år har der været megen interesse og tale om at lave en spillefilm baseret på mit liv. Jeg har altid troet på, at når tiden var inde, ville de ideelle kreative partnere finde sammen til dette projekt. Jeg tror på, at vi har fundet disse kreative partnere i Brett Ratner og RatPac Entertainment," udtalte Hefner i foråret. 

Den unavngivne biopic har endnu ikke fået en officiel premieredato.

Kommentarer

Jared Leto spiller Hugh Hefner i biopic om Playboy-legenden

    Log ind for at deltage i diskussionen