Jeff Bridges: Jeg vender tilbage i "Tron 3"

Samtidigt kritiserer Jeff Bridges den computerteknologi, der gav os en forynget Bridges i "Tron: Legacy" tilbage i 2010.

Rygterne har floreret længe, men nu er det omsider officielt: Jeff Bridges fastslår selv i et interview med podcasten Film Comment, at han gentager rollen som computergeniet Kevin Flynn i "Tron: Ares".

"Tron: Ares" er det tredje kapitel i "Tron"-franchisen oven på den banebrydende, oprindelige "Tron" fra 1982 og dens visuelt og musikalsk overdådige fortsættelse fra 2010: "Tron: Legacy". Og i begge film spillede Bridges Flynn, mens en digitalt forynget computer-udgave af karakteren (ved navn Clu) var skurken i "Tron: Legacy".

Og i det omtalte interview kritiserer Bridges i øvrigt sin unge CGI-dobbeltgængers udseende:

"Da jeg lavede 'Tron 2', 'Tron: Legacy', skulle vi have en masse prikker på ansigtet og den slags. Og det hører nok fortiden til. Jeg så mig selv som en yngre fyr eller en anden karakter, som stadig var den samme fyr, men som blev skabt digitalt. Det var 'de-aging', men jeg kunne ikke lide mit udseende. Jeg følte, jeg i højere grad lignede Bill Maher (amerikansk talkshowvært, red.) end mig selv. Det var ret bizart."

Se også: Disney frigiver det første billede fra "Tron 3"

Bridges refererer til den motion capture-teknologi, der blev brugt – og stadig bruges – til at registrere en skuespillers bevægelser og ansigtstræk og dernæst tilpasse/ændre dem via computer. Og ifølge Bridges vil "Tron: Ares" benytte sig mindre af computerteknologi – selvom netop dén teknologi er plottets omdrejningspunkt...

"Jeg er spændt på at se, hvilken teknologi der bruges. Jeg hører, at der er mindre brug af kunstig intelligens i den nye film. De bruger flere ægte kulisser, og de er smukke. Dem, jeg har set, er virkelig smukke."

Det lader altså til, at Bridges allerede har besøgt settet, hvilket også giver mening, eftersom optagelserne til "Tron: Ares" blev skudt i gang tilbage i januar.

Jared Leto spiller hovedrollen i "Tron: Ares": et meget avanceret computerprogram ved navn Ares, som bliver sendt fra det digitale computerunivers til vores virkelige verden på en farlig mission, som munder ud i menneskehedens første møde med A.I.-skabninger. Og netop Leto ser Bridges frem til at samarbejde med:

"Jeg glæder mig virkelig. Det er vildt. Jared Leto spiller hovedrollen i treeren, og jeg er virkelig spændt på at arbejde sammen med ham. Jeg har beundret hans arbejde."

"Tron: Ares" bryder ud af computerverdenen og trænger ind i vores virkelige biografsale i oktober 2025.

Kommentarer

Jeff Bridges: Jeg vender tilbage i "Tron 3"

  • ★★★★★★0

    Jeff - du kommer til at vende tilbage i Tron 999

    i den AI skabte version, bare rolig ;-)

    Wayne30-04-24 15:39

  • 0

    det noget de dyrker i hollywood. bilder pøblen ind at det meste er lavet praktisk. er det ikke lige meget hvordan det er gjort hvis det virker. måske gammelnok går op i det. 

    DonnieDingDong 1-05-24 11:21

  • ★★★★0

    Så: Han har klaret/er ovre, det dersens kræft-halløj?

    Gasivodo 1-05-24 16:20

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen