Mel Gibson: "The Passion of the Christ 2" bliver et syretrip

Jesus havner i Helvede i den længe ventede fortsættelse, som snart går i produktion.

I 2004 skabte Mel Gibsons ultravoldelige skildring af Jesu lidelseshistorie, "The Passion of the Christ", stor furore og debat. Filmens budget var på "sølle" 30 mio. dollars, men den endte med at indtjene svimlende 620 mio. dollars på verdensplan.

En fortsættelse til bibeldramaet med titlen "The Passion of the Christ: Resurrection" har efterhånden været undervejs i årevis, men nu lader det til, at der endelig for alvor sker noget.

Optagelserne til efterfølgeren går angiveligt i gang om kort tid, og nu har Mel Gibson sat ord på, hvad vi kan forvente af det kommende værk, der vist roligt kan betegnes som "den svære toer".

Læs også: Martin Scorsese laver ny film om Jesus

I et nyt interview med Outstanding Screenplays, som kan ses herunder, udtaler instruktøren følgende: "Jeg har to manuskripter, og det ene er meget struktureret og et meget stærkt manus. Det er det, som man forventer, mens det andet er som et syretrip. For du rejser til andre riger og sådan noget. Altså, du er i Helvede, og du ser faldne engle. Det er sindssygt."

Fortsættelsen kommer til at foregå i perioden mellem Jesu død og opstandelse, hvor Guds søn ender i Helvede. Der er altså bogstaveligt talt lagt i kakkelovnen til et storladent bibeldrama, der formentligt endnu en gang vil vække forargelse og skabe ophedede debatter.

Skuespilleren Jim Caviezel vender tilbage i hovedrollen som Jesus, og han har tidligere ytret følgende profeti: "The Passion of the Christ: Resurrection" bliver verdenshistoriens største film!

Uanset hvad skal vi nok forvente stor opstandelse, når den kontroversielle Jesus-film engang udkommer i biograferne.

Kommentarer

Mel Gibson: "The Passion of the Christ 2" bliver et syretrip

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen