Ryan Reynolds: Disney er klar på "Free Guy 2"
Efter at "Free Guy" har indtjent mere end "The Suicide Squad", er Disney nu klar på at finansiere en "Free Guy 2".
Efter at have klaret sig bedre end forventet ved billetlugerne ser det nu ud til, at Disney er parat til at kaste penge efter en fortsættelse til Ryan Reynolds-filmen "Free Guy".
I filmen spiller Reynolds den stille fyr Guy, der er en helt almindelig bankkasserer... tror han. I virkeligheden er han en NPC – Non-Player Character – i et computerspil. En dag går det op for Guy, at han må påtage sig helterollen, hvis han i et hæsblæsende kapløb med tiden skal forhindre, at spillet lukkes ned af spiludviklerne i den virkelige verden.
Nyheden om en potentiel 2'er kommer fra Ryan Reynolds selv i et tweet, og både 20th Century Studios (som ejes af Disney) og filmens instruktør, Shawn Levy, har kommenteret med et "Yup".
Blandt analytikere var det forventet, at "Free Guy" vil hente omkring 15-17 mio. dollars ind i et USA, hvor biograferne stadig i høj grad lider under coronapandemien, men filmen endte med 28,4 mio. dollars i åbningsweekenden – hvilket er mere end den meget dyrere "The Suicide Squad" formåede at omsætte.
Derudover hev filmen 22,5 mio. dollars hjem uden for USA og endte med en samlet box office på 51 mio. dollars.
Det er dog næppe i Danmark, at de mange millioner er tjent, da filmen herhjemme kun vises i fem biografer. Det skyldes, at Nordisk Films biografer i øjeblikket boykotter film fra Disney pga. ueninghed omkring den periode, der går fra filmens biogrtafpremiere, til den lander på streaming. Netop den problematik fik fornylig Scarlett Johansson til at sagsøge Disney.