Se første teaser-plakat til den nye "Halloween"

40 år efter massakren i Haddonfield...

Den første plakat til det kommende reboot af "Halloween"-franchisen har nu fundet vej til internettet. Plakaten kan ses nedenfor og giver et kig på slasher-ikonet Michael Myers, der endnu en gang skal sprede skræk og rædsel i den lille amerikanske by Haddonfield.

Jamie Lee Curtis spiller hovedrollen som Laurie Strode i næste kapitel – en rolle, skuespillerinden første gang gav liv til i den oprindelige gyser fra 70'erne og siden gentog af flere omgange. I denne ombæring bliver der dog tale om en direkte fortsættelse til originalen, men som foregår fire årtier efter, og det kommende projekt ignorerer altså alle de efterfølgere, der siden fulgte i serien.

Successelskabet Blumhouse Productions, der stod bag horrorhits som "Get Out", "Split" og "Insidious", står for nyfortolkningen af gyserfranchisen.

Filmens rolleliste tæller desuden Judy Greer ("Abernes planet: Opgøret"), Will Patton ("Falling Skies") samt den unge skuespillerinde Andi Matichak – og derudover bærer Nick Castle minsandten igen den kridhvide, udtryksløse maske som morderen Michael Myers, akkurat som han gjorde det i den originale klassiker.

"Halloween" instrueres af David Gordon Green ("Joe", "Stronger") og får dansk premiere 18. oktober. Horrormesteren John Carpenter, som tilbage i 1978 gav os første skrækindjagende oplevelse med massemorderen Myers, er executive producer på den nye film, ligesom han leverer sin ikoniske musik til skrækprojektet.

Kommentarer

Se første teaser-plakat til den nye "Halloween"

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen