"Pacific Rim 2" droppes måske
Der bliver måske ikke mere kaiju-action på det store lærred - i hvert fald ikke i den planlagte "Pacific Rim 2", der ifølge kilder muligvis skulle være lagt på is.
Guillermo del Toro var ellers klar til at starte optagelser til filmen allerede i november med en udgivelsesdato i august 2017 for øje, men nu ser det altså ud til, at filmen vil blive yderligere forsinket eller muligvis helt droppet.
Der skulle angiveligt være pengemæssige årsager til beslutningen, for selvom den første film blev en pæn succes på verdensplan (ikke mindst i Kina, hvor den omsatte for mere end på det amerikanske marked), havde den et relativt stort budget på 190 mio. dollars. 2'eren skulle efter planen have haft samme budget, men noget kunne altså tyde på, at filmselskabet Legendary har mistet tiltroen til en evt. fortsættelse.
Det var ellers planen, at skuespillerne fra den første film, heriblandt Charlie Hunnam, ville vende tilbage i filmen, der skulle foregå et par år efter den første og byde på mere kaiju-action. Samtidig skulle den lægge op til en "Pacific Rim 3".