Trailer: Første trailer til "Pacific Rim: Uprising" byder på monsterkamp for alle pengene!

"Star Wars"-stjernen John Boyega har hovedrollen som robotpilot i det actionspækkede sci-fi-eventyr.

Legendary Entertainment har sluppet traileren løs til "Pacific Rim: Uprising", der er fortsættelsen til den bombastiske monsterfilm "Pacific Rim" fra 2013. Du kan tage et kig på herlighederne nedenfor.

I "Pacific Rim: Uprising" må den unge rebel Jake Pentecost påtage sig rollen som heltemodig robotpilot for at redde verden fra rædselsfulde kæmpeuhyrer. Jake, der er søn af Stacker Pentecost – Idris Elbas karakter fra den første film – er havnet i den kriminelle underverden, men da en ny, apokalyptisk fare truer, må han genforenes med sin fremmedgjorte halvsøster Mako Mori og sammen med et nyt korps lede an i kampen for at forsvare planeten fra de altødelæggende monstre.

"Star Wars: The Force Awakens"-stjernen John Boyega spiller hovedrollen som Jake Pentecost. Rinko Kikuchi vender tilbage som Mako Mori, ligesom Burn Gorman og Charlie Day ligeledes tager endnu en omgang som professor-makkerparret Gottlieb og Geiszler. Derudover byder filmen på en række nye ansigter. De tæller bl.a. Scott Eastwood ("Fast & Furious 8") og den unge newcomer Cailee Spaeny som piloter for de enorme "Jaeger"-robotter samt Tian Jing, der tidligere på året kunne ses i både "The Great Wall" og "Kong: Skull Island".

Filmenes univers er oprindeligt skabt af "Pans labyrint"- og "Hellboy"-instruktøren Guillermo del Toro, og andet kapitel instrueres af Steven S. DeKnight med del Toro som producent. "Pacific Rim: Uprising" får premiere 22. marts næste år.

Kommentarer

Første trailer til "Pacific Rim: Uprising" byder på monsterkamp for alle pengene!

    Log ind for at deltage i diskussionen