Så kontrollerer de om det er ægte rødhåret eller farvet?
Rødhårede får gratis biografbilletter under hedebølgen i England
Af genetiske årsager har rødhårede det særligt svært i sommerheden – så derfor har en britisk biografkæde valgt at give dem fri adgang til deres sale med aircondition.
Som de fleste nok ved, så har en grufuld hedebølge ramt Europa – hundredvis af mennesker (hovedsageligt ældre) har mistet livet i den stegende hede, og adskillige skovbrande plager p.t. det europæiske kontinent.
Og i England forventer man rekordhøje temperaturer på op mod 41 grader celsius. Indtil nu lå den britiske varmerekord på "blot" 38,7 grader celsius.
Og det er ikke blot ældre mennesker, men i særdeleshed også rødhårede borgere, der er ekstra udsatte under hedebølgen.
Netop rødhårede mænd og kvinder genererer nok D-vitamin på egen hånd til, at de ikke har brug for meget sollys, og derfor oplever de også i højere grad at blive solbrændt. Og derfor giver det sig selv, at det er sværere for rødhårede briter at smutte udenfor og få lidt frisk luft for at mindske hedens effekt på krop og sjæl.
Se også: De danske stjerner: Film skal ses i biografen
Men lykkeligvis er den engelske biografkæde Showcase kommet de rødhårede englændere til undsætning: i dag, mandag, og i morgen, tirsdag, kan man komme helt gratis i biffen og nyde både en god film og en dejlig dosis kølig aircondition – hvis altså ens hår matcher Ginger Spices henrivende hårpragt.
Showcase har i alt 17 biografer i England – bl.a. i London, Bristol, Leeds og Liverpool. Så hvis man tilfældigvis er en rødhåret dansker på sommerferie i England og læser det her, så snup endelig et gratis gensyn med Tom Cruise og Co. i "Top Gun: Maverick"!
De danske meteorologer har også advaret om, at den europæiske hedebølge har sat kurs mod Danmark – de danske biografkæder har dog endnu ikke annonceret et lignende billettilbud til Danmarks rødhårede biografgængere.