"Bennys badekar" restaureres i 4K og udkommer på Blu-ray – i USA

Godt 50 år efter premieren bliver den ikoniske, danske tegnefilm genudgivet i High Definition.

Som dansk filmsamler er det ofte nedslående at opleve, hvor dårlige vi her i landet er til at udgive både ældre og nyere danske film på disk. Her på Moovy har vi bl.a. skrevet om den Oscar-nominerede "Flugt", tv-sensationen "Efterforskningen" og sågar den danske animationsklassiker "Valhalla", som alle er udkommet på Blu-ray uden for Danmark.

Og apropos klassiske tegnefilm, så er det nu kommet frem, at en af danmarkshistoriens største filmperler, "Bennys badekar", restaureres i 4K af det amerikanske selskab Deaf Crocodile med henblik på snart at udgive den på Blu-ray i USA.

Læs også: Disney udgiver endelig "The Mandalorian", "Loki" og "WandaVision" på Blu-ray og 4K UHD

"Bennys badekar" blev skrevet af Flemming Quist Møller og instrueret af Møller i samarbejde med Jannik Hastrup. I filmen følge vi den unge Benny, som keder sig i sit meget farveløse højhushjem. Men Benny drager på et vildt undervandseventyr, da hans badekar trylles om til et ocean spækket med vilde væsner – heriblandt pirater og havfruer.

Ud over dens bedårende billedside, pragtfulde persongalleri og medrivende eventyr er "Bennys badekar" i høj grad kendt for sit mægtige jazzscore af Hans-Henrik Ley og Christian Sievert.

Bl.a. Peter Belli, Jesper Klein, Jytte Abildstrøm og Povl Dissing lagde stemmer til filmens figurer, og vi glæder os til nyde deres arbejde i HD. Blu-ray-udgivelsens udgivelsesdato er endnu ikke blevet offentliggjort.

I podcasten Re-Connected afslører Deaf Crocodile, at udgivelsen kommer til at byde på en masse ekstramateriale, herunder et kommentarspor og flere afsnit af Hastrups "Cirkeline"-serie. Tusind tak til den flittige Moovy-bruger Jens Erik Thomsen for at gøre os opmærksomme på alt det her online!

Deaf Crocodile har i øvrigt udgivet nedenstående HD-trailer til deres kommende "Bennys badekar"-udgivelse, som giver os en smagsprøve på restaureringen af den danske tegnefilmsklassiker:

Kommentarer

"Bennys badekar" restaureres i 4K og udkommer på Blu-ray – i USA

  • ★★★★★1

    Apropos - opdagede tilfældigvis i dag, at Christian Tafdrups “Speak No Evil” omsider er udkommet på Blu-ray. KUN i Italien, vel at mærke:

    www.amazon.it/Speak-Evil-Blu-ray-Morten-Burian/dp/B0C9ZY9WLJ/ref=mp_s_a_1_1

    The Insider 9-09-23 15:07

  • ★★★★★0

    Amerikansk live-action remake på vej også så? =)

    David Lund 9-09-23 15:43

  • ★★★★★0

    Jeg anede ikke, at "Bennys badekar" var kendt uden for landets grænser :)

    chandler75 9-09-23 18:33

  • ★★0

    Apropos - opdagede tilfældigvis i dag, at Christian Tafdrups “Speak No Evil” omsider er udkommet på Blu-ray. KUN i Italien, vel at mærke:

    www.amazon.it/Speak-Evil-Blu-ray-Morten-Burian/dp/B0C9ZY9WLJ/ref=mp_s_a_1_1

    Jeg fandt speak No evil decideret dårlig...

    Alle talte om hvor barsk og grum den var, men bedst som den forsøgte at bygge noget gys op, faldt det hele på jorden og man sad hele tiden og ventede forgæves på at der skulle ske noget, og der kom aldrig den der intense forløsning man havde håbet på. End ikke slutningen var specielt vellykket. Kun de hollandske skuespillere forhindrede mig i at give en 100% bundkarakter, but my god, det var tæt på. Jeg gav den vist 2-3/10.  Jeg var skuffet. Må siges at være sidste års mest overhyped danske film...

    Ikke en film jeg gider at bruge tid på at gense...

    Ligefør Benny's badekar er langt mere spændende...

    Ryder666 9-09-23 22:28

  • ★★★★2

    YAY! Så kommer 'The Abyss' sikkert os' snart på blå...

    Gasivodo10-09-23 02:09

  • ★★★★★★0

    Med de kræfter bag er det dansk kulturhistorie.

    Den kan i øvrigt ses via Blockbuster eller SF, for dem der ikke har oplevet den endnu.

    Wayne10-09-23 07:02

  • ★★★0

    overraskende - så skal jeg have udskiftet min dvd-udgave :) 

    Gormanden10-09-23 10:40

  • ★★★★1

    Jannik Hastrup skrev på en af mine venners FB-side, at det faktisk er producenten Fiasco Film, der selv har betalt for 4K-restaureringen af Benny. 

    Jeg tænker, at de har haft brug for en ny master i bedre kvalitet til at afsætte til streaming, og så er der nok også mulighed for, at de kan afsætte den til andre til blu-ray-udgivelser. Jeg kan dog godt have mine tvivl om, hvorvidt vi kommer til at se en egentlig dansk blu-ray-udgivelse. Diskmarkedet for danske produktioner ser ud til at være tæt på dødt.

    Filmkritikeren Brian Iskov har desuden nævnt på FB, at Jannik Hastrups spillefilm Samson & Sally (1984) også er blevet restaureret i 4K for nylig, og han antyder, at der nok ikke er det store håb for en dansk udgivelse, men at det bliver spændende at se, om der kommer en i udlandet. 

    thomsen10-09-23 12:09

  • ★★★★0

    Jeg anede ikke, at "Bennys badekar" var kendt uden for landets grænser :)

    Det tror jeg egentligt heller ikke, at den er. Ud fra IMDB ser det ud til, at den aldrig fik biografpremiere andre steder end i Danmark. Den kan selvfølgelig have været vist på tv i andre lande. 

    Deaf Crocodiles udgivelse (som måske allerede kommer i næste måned eller i december) er den første amerikanske udgivelse nogensinde.

    De er formentligt stødt på den, fordi de specifikt leder efter den slags. De har udgivet flere ukendte/ oversete animationsfilm fra ikke-engelske lande før, bl.a. en ret syret sci-fi-tegnefilm fra Rumænien. 

    thomsen10-09-23 12:30

  • ★★★★★★0

    Den er med garanti blevet vist i Østtyskland i sin tid :)

    davenport10-09-23 14:25

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen