Patty Jenkins’ “Star Wars”-film er alligevel ikke helt død
"Wonder Woman"-instruktøren har genoptaget arbejdet med "Star Wars: Rogue Squadron".
Da "Star Wars: Rogue Squadron" blev annonceret tilbage i december 2020, blev der lagt i kakkelovnen til et storstilet stjernekrigseventyr - den første "Star Wars"-film siden afslutningen af Skywalker-sagaen.
Ud over en lille teaser proklamerede instruktøren Patty Jenkins ("Wonder Woman 1984"), at hun havde i sinde at skabe den bedste jagerpilot-film nogensinde.
Projektet blev efter en del trakasserier angiveligt droppet helt og aldeles for et år siden, men nu er der så dukket overraskende nyt op om den ellers skrinlagte film.
Patty Jenkins har nemlig selv været ude at sige, at "Star Wars: Rogue Squadron" igen er under aktiv udvikling, og at hun arbejder på et udkast til filmens manuskript. Det fortalte filmmageren i forbindelse med podcasten Talking Pictures Podcast.
Den oprindelige historie i "Star Wars: Rogue Squadron" handler efter sigende om en ny generation af rebellernes modige piloter, der i høj fart tager kampen op mod Imperiet.
Titlen vil måske også vække genklang hos en lang række stjernekrigsglade gamere. Netop "Rogue Squadron" er også navnet på en serie computer- og konsolspil, hvor man som spiller får lov til at sidde i cockpittet som en del af oprørernes flåde.
Tiden må vise, om Patty Jenkins’ "Star Wars"-projekt nogensinde bliver en realitet, men det skulle være ganske sikkert, at den næste "Star Wars"-film, "The Mandalorian & Grogu", efter planen udkommer i biograferne i maj 2026.