Nyt studie fastslår den ideelle filmlængde

Martin Scorsese bliver nok ikke glad...

Er du en af dem, der synes, at "Dune: Del 2" var en uendelig ørkenvandring, og at Martin Scorsese godt lige må skrue lidt ned for længden på sine eposser, fordi en helaftenssaga ikke lige er sagen, så er du tilsyneladende ikke alene. 

Læs også: Biografer må IKKE indsætte pause i Martin Scorseses "Killers of the Flower Moon"

En ny undersøgelse har forsøgt at finde frem til den ideelle filmlængde, og umiddelbart er konklusionen, at en film skal ligge godt under to timer for at ramme den gyldne længde.

Hele 2.000 amerikanske seere er blevet adspurgt, og resultatet er, at den optimale længde for en spillefilm er 92 minutter – altså lige over halvanden time. 15 procent af de adspurgte havde ikke et problem med film på to timer, mens kun 2 procent af de adspurgte kunne acceptere en filmlængde på over 2,5 timer. 

Det flugter dog ikke helt med senere års billetsucceser, hvor film som "Dune: Del 2", "Avengers: Endgame" og "Avatar: The Way of the Water" har skovlet enorme summer ind ved billetlugerne på trods af en længde på langt over 92 minutter.

Læs også: "Sideways"-instruktør: Film i dag er fandme for lange!

Desuden har ni af de ti mest indbringende film nogensinde også en længde på godt to timer. En stikprøve lavet på flere årtiers mest kommercielt succesfulde film viser også, at gennemsnitslængden generelt er stigende. I 2011 var gennemsnitslængden for succesfulde biograffilm på godt 122 minutter. Det tal var i 2022 steget til 141 minutter.

Måske er en undersøgelse lavet blandt 2.000 amerikanere også lavt sat i forhold til at opnå fyldestgørende resultater. Og der er intet, der tyder på, at trenden med "lange" film vender foreløbigt. Måske er det også rart at kunne fordybe sig i noget, forsvinde ind i biografmørket og bare glemme verden omkring. En luksus i en stadig travlere hverdag.

Kommentarer

Nyt studie fastslår den ideelle filmlængde

  • ★★★1

    92 min. lyder perfekt. Jo jo, de mest succesfulde film er lange, men det betyder jo ikke at alle film man ser, også bør være lange.

    Jeg synes at det er befriende at se en film som Civil War der er omkring 100 min. og var uden reklamer. Fordi typisk skal man lige lægge en lille halv time reklamer og trailere oveni spilletiden.

    NSF 1-05-24 08:08

  • ★★★★★0

    Det kommer vel an på filmen. Genrefilm uden det store indhold andet end action, gys osv. bør ikke komme meget over de 90 minutter. De lidt tungere film har nok lidt svært ved at få det hele med på 90 minutter. Der er dog naturligvis undtagelser til begge punkter.

    David Lund 1-05-24 10:10

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen