SKANDALE!!
Hædret "Arrival"-score er blevet Oscar-diskvalificeret
Musikken til sci-fi-hittet "Arrival" er blevet diskvalificeret fra Oscar-kapløbet – blot dagen efter, at Jóhann Jóhannssons score blev Golden Globe-nomineret.
Diskvalificeringen skyldes et enkelt musikstykke i filmen, som Jóhannsson ikke komponerede: Max Richters "On the Nature of Daylight".
Og det amerikanske filmakademi fortæller til Variety, at de ikke føler, at akademiets medlemmer vil kunne skelne Richters musik fra Jóhannssons, selvom Richters musik altså blot udgør en brøkdel af filmens samlede score.
Endegyldig og kan ikke appelleres
Og dét er endda på trods af, at filmens rulletekster hurtigt understreger, at filmens indlednings- og afrundingsmusik netop er komponeret af Richter. Stykket figurerer ej heller på filmens officielle soundtrack, så hvis akademiets medlemmer vælger at købe/streame albummet for at "genhøre" filmens musik, vil de heller ikke støde på Richters stykke.
Det amerikanske filmakademis dom er endegyldig og kan ikke appelleres. Jóhannsson, som tidligere er blevet Oscar-nomineret for sin musik til "Teorien om alting" og "Sicario", kan dog trøste sig med, at han forleden blev nomineret til en Golden Globe for sin musik til "Arrival".
Derudover har det amerikanske filmakademi bl.a. diskvalificeret musikken til den anmelderroste Oscar-favorit "Manchester by the Sea", fordi filmen indeholder for megen klassisk musik.
Husk, at du kan se (og høre) Moovy TV's interview med Jóhann Jóhannsson, hvor der netop tales om en del om det kritikerroste score til "Arrival":