John Williams har aldrig set "Star Wars"
Han er en sand legende og har komponeret noget af det bedste filmmusik verden nogensinde har hørt for store instruktører som Steven Spielberg, George Lucas og Oliver Stone.
Hans score til den originale "Star Wars" fra 1977 indbragte ham en Oscar samt Det Amerikanske Filminstituts anerkendelse af, at netop musikken til "Star Wars: Episode IV: Et nyt håb" er det bedste score nogensinde.
Men det er åbenbart ikke ensbetydende med, at ikonet og komponisten John Williams har set de film, som han er så berømt for.
Han udtaler: "Jeg har aldrig set 'Star Wars'-filmene, og det er den skinbarlige sandhed."
Williams forklarer endvidere, at mens han arbejder med musikken til en given film, har han den helt inde under huden. Men så snart hans arbejde er slut, ser han fremad, samtidig med at han ikke føler et behov for at gå i biografen for at se det færdige resultat.
I øjeblikket arbejder 84-årige Williams med musikken til "Star Wars: Episode VIII", der får premiere i december 2017.