I øvrigt er der for mig to forskellige afgørende faktorer ved sådan et spørgsmål:
1) Man kan vurdere musikken udelukkende ud fra dens effektivitet som underlægningsmusik, altså som en medspiller eller et aktiv i filmen.
2) Man kan vurdere musikken ud fra, om den gør sig ligeså godt UDENFOR filmen, altså om den ligeså er ligeså fængende (f.eks. i melodiøs eller rytmisk henseende), når den står alene.
For dem, som elsker at høre lange soundtracks indeholdende såvel stille som voldsomme eller mere larmende passager med dertil hørende udsving og "humørskift" (alt efter hvilke scener musikken er fra), eksisterer denne adskillelse selvfølgelig ikke. Men jeg, for mit vedkommende, er nok tilbøjelig til at stemme på filmmusik, som for store deles vedkommende er tilstrækkelig iørefaldende til at kunne lyttes til eller nydes på samme måde som klassisk musik af Mozart, Vivaldi og Strauss, som man både kan "fyre op for" og have som behagelig baggrundsmusik.
True true......Jeg lytter så ikke meget til soundtracks må jeg erkende. Jeg elsker rock, noget pop og andet musik (med sang) så meget, at jeg sjældent kan proppe et helt soundtrack ind i min hverdag.
Så ganske ofte bliver det "kun" til de mest oplagte og letgenkendelige titelmelodier (+ some). Jeg elsker dog netop en som John Williams, for hans imponerende temaer til diverse. At gå igennem gågaden med temaet til Superman i ørerne, gør jo turen flyvende!!!
Ellers er noget af det bedste filmmusik jeg har lyttet til, John Barrys musik til 007 filmen In Her Majesty's Secret Service.