Jeg kan godt huske dem, men ikke nødvendigvis for noget godt:-D
Kan du huske "Critters"? Nu vender de tilbage!
De glubske rumvæsener vender tilbage til Jorden i kommende tv-serie.
Det ser ud til, at 80'er-pop-kulturen stadig er i stor efterspørgsel. I hvert fald vil en af de mere obskure filmserier fra det farverige årti nu vende tilbage. Denne gang som tv-serie.
Warner Brothers' digitale gren, Blue Ribbon Content, står bag "Critters: A New Binge", og serien skal i første omgang leveres til streaming-tjenesten go90, der i øjeblikket kun kan ses i USA.
Leonardo DiCaprios debutrolle
Den oprindelige "Critters" fra 1986 forsøgte at ride med på en bølge, som var startet to år tidligere med Joe Dantes "Gremlins". I alt sin enkelthed handlede filmen om nogle små, behårede rumvæsener, der lander i en lille amerikansk by og begynder at æde sig igennem byens beboere. Filmens moderate succes betød, at der fulgte tre fortsættelser, hvoraf "Critters 3" måske er mest nævneværdig for at være Leonardo DiCaprios debutfilm.
Selv den unge Leos ansigt kunne dog ikke redde filmen, og efter en fjerde efterfølger i serien blev der lagt låg på "Critters"-universet. Men nu bliver låget løftet af igen.
Over de seneste år har vi set en lind strøm af 80'er-ikoner vende tilbage til skærmene, og med en "Critters"-serie i sigte ser det ikke ud til, at nostalgibølgen vil aftage foreløbig.
"Critters: A New Binge" har endnu ikke en officiel premieredato, men Warner har indtil videre hyret tre manuskriptforfattere, der både skal skrive og producere. Serien foregår i Burbank, Californien, hvor en flok critters – eller crites, som de officielt kaldes – vender tilbage til Jorden for at finde en forsvundet artsfælle.
Om filmenes kultstatus er nok til at forvandle serien til en succes, vil vise sig, men vi skal nok ikke regne med at se Leo i en gæsterolle lige foreløbig.