Moovy Exclusive: Tegnefilm er ikke kun for børn!
Tegnefilm! Selv ordet vækker barndomsminder om tuscher og farvekridt. Og måske er det én af grundene til, at mange stadig forbinder den animerede del af filmlandskabet med oplevelser rettet mod de yngre segmenter. For det gør folk i min erfaring – både engagerede filmelskere og mere dagligdags filmforbrugere – ja, sågar mange filmskabere og distributører. Der er en udbredt opfattelse, der sætter lighedstegn mellem animationsfilm og Disney, Pixar og til en vis grad Studio Ghibli. Men animationsfilm – og lad os endelig benytte betegnelsen animationsfilm fremfor tegnefilm – er så uendelig meget mere.
KOMMERCIEL STIGMATISERING
År efter år bliver der på verdensplan produceret opsigtsvækkende, originale og velfortalte animationsfilm til voksne. Film, der høster priser og anerkendelse, men for manges vedkommende fortsat lider under et kommercielt stigma, der gør dem usælgelige i distributørernes øjne. Mens kolossale produktioner som "Frost", "Minions" og "Inderst inde" bliver markedsført for umenneskelige summer, så er der ingen, der tør satse på en animeret film, der er specifikt rettet mod et voksent publikum.
Resultatet er, at en animationsfilm kun rammer de danske biografer, hvis den har været ualmindeligt succesfuld i udlandet, eller hvis den har en stor profil i ryggen. Vi skal helt tilbage til 2010 for at finde en film, der har vundet hovedprisen på verdens største animationsfestival i Annecy og samtidig har fundet dansk biografdistribution. Og den film var "The Fantastic Mr. Fox", der nok i højere grad ramte vore breddegrader, fordi dens bagmand hedder Wes Anderson.
EN VERDEN AF HEMMELIGE FILMOPLEVELSER
Det er en fantastisk spraglet verden af filmoplevelser, vi snyder os selv for. Særligt nu om dage, hvor animationsværktøjer i højere grad er blevet hvermandseje. Filmskabere og animatorer skaber stadigt mere grænsesøgende og visuelt imponerende værker, der udvider filmsproget og skriger på det store lærred. Fra store produktioner som dette års storslåede Annecy-vinder, "April and the Extraordinary World" ("Avril et la Monde truqué") til små personlige perler som Don Hertzfeldts "It's Such a Beautiful Day" (2012) og Bill Plymptons "Cheatin'" (2014). Fra kunstfilm om psykiske lidelser over velfortalte dramaer og thrillere, actionfilm og komedier til splatterfilm, der sprænger grænserne for den gode smag. Den moderne animationsfilm byder på et smörgåsbord af film, der på hver deres måde imponerer visuelt og narrativt - film, der udnytter deres form og virkemidler på måder, som realfilm ikke kan.
For dét er vel netop humlen ved animationsfilm. Der er ingen grænser, ingen fysiske restriktioner. En karakter kan se ud og agere præcis, som fortælleren ønsker. Man behøver ikke bekymre sig om at finde en skuespiller, der matcher. Det samme med verdener og fysiske love. Alt skabes fra den rene fantasi uden praktiske begrænsninger, som vores verden dikterer. Det er en fri og ubegrænset udtryksform - nogle vil ligefrem kalde det den reneste form for auteur-film.
VI MANGLER ET UPROVOKERET HIT!
Men hvad er så grunden til, at disse film ikke rammer det brede publikum? Distributørerne tør ikke satse på dem, og de falder derfor bagerst i feltet, når det gælder markedsføring og presseomtale. Men hvorfor skulle distributørerne også satse på dem? Når det en sjælden gang er sket - nyere eksempler tæller Tarik Salehs "Metropia" (495 solgte billetter), Wes Andersons "Fantastic Mr. Fox" (3.500 solgte billetter) og Adam Elliotts "Mary & Max" (7.500 solgte billetter) - så er der kun meget sjældent nævneværdige besøgstal. Selv relative succeser som Vincent Paronnaud og Marjane Satrapis "Persepolis" (13.100 solgte billetter), Ari Folmans "Waltz with Bashir" (8.800 solgte billetter) og store, franchise-baserede værker som Simpsons- og South Park-filmene (over hhv. 300.000 og 140.000 solgte billetter) har ikke åbnet sluserne. I Danmark har vi oven i købet haft kolossale succeser i form af lokalt producerede animationsfilm til det voksne publikum. "Rejsen til Saturn" og "Terkel i knibe" var begge tæt på at runde 400.000 bio-billetter, men lige lidt har det hjulpet, når man ser på det generelle filmudvalg i de danske biografer.
Animationsfilm for voksne er en dårlig forretning, der ikke er værd at satse på. Sådan er det, og sådan bliver det ved med at være, så længe der ikke er en lille film, der pludselig slår igennem og trækker folk i biograferne. Filmene, der burde kunne gøre det, er der masser af. Vi ser dem bare aldrig. Og det er da en skam.
Michael Panduro er programlægger på Københavns nye festival for animerede film, VOID. Han har en fortid hos CPH PIX og Cinemateket og har i mange år desuden arbejdet som instruktør af både animation og realfilm.
VOID animationsfilmfestival kører fra 27. til 31. januar. Læs mere om festivalen her.