Haha, det er en suverænt skrevet anmeldelse, jeg klapper i hænderne af dig!
Anmeldelse: The Darkest Minds
Young adult-filmatiseringen lider under vrissende hovedpersoner, tåkrummende dialoger og et fantasiløst plot, hvilket resulterer i sommerens suverænt værste film.
Vi slipper ikke så let. Young adult-genren er åbenbart ikke udtømt endnu, til trods for at samme historie er blevet genfortalt til døde. Kvaliteten har været svingende med blandt andet franchises som "The Hunger Games", "The Maze Runner" og "Divergent", men sjældent selvskrevet til skraldespanden. Produktionsniveauet har i sig selv hevet teen-navlepilleriet op til bestået, uanset hvor slappe fortællingerne end har været. Seneste bud på en filmatisering af en young adult-trilogi, "The Darkest Minds", består dog på ingen måde.
Engang i fremtiden bliver amerikanske teenagere ekstra unikke. Ud af ingenting og uden nogen form for indvielse i hvordan, udvikler de unge mennesker magtfulde kræfter. Dette bliver naturligvis anset som en trussel af den voksne regering, der straks sender ungerne i stuearrest i fangelejre løst opdelt efter Carl Jungs personlighedstyper. Vores hovedperson, 16-årige Ruby, er selvfølgelig helt ekstraordinær unik. Ingen forstår sådan rigtigt Rubys kræfter, så fantastisk er hun. Heldigvis lykkes det hende at stikke af hjemmefra, hvor hun heriblandt møder hotte Liam og senere et nyt fællesskab for andre unikke, undslupne teens og tweens. Sammen må de unge rebeller nemlig stå sammen imod de voksne for at udvikle deres sande potentiale og blive selvstændigt tænkende individer.
Dystopi og unikke kræfter går hånd i hånd i adskillige young adult-film, helt efter bogen (bogstaveligt talt). Alexandra Brackens trilogi er udenfor USA ét af de mindre kendte YA-litterære oplæg. I et marked, der for længst er blevet overmættet af genren, skal der immervæk nytænkning til for at bryde igennem isen. Slår filmatiseringen af "The Darkest Minds" igennem i Europa, vil det overraske mig. Måske er bøgerne fremragende. Jeg tror det ikke. Instruktør Jennifer Yuh, der stod bag de to sidste "Kung Fu Panda"-film, virker ikke til at kunne andet end at tørre lorten af sine sko og komme hurtigst muligt videre i sin karriere – inden for animation.
Film med generiske temaer og plots kan sagtens have et eller andet at byde på, hvad end det eksempelvis er ud i rendyrket underholdning, et spændende univers eller måske med introduktionen af en ny lovende generation af talentfulde skuespillere. "The Darkest Minds" lider under ikke at kunne tilføre blot ét seværdigt element andet end af ufrivilligt komiske årsager. Den letkøbte "The Walking Dead"-setting i en tilfældig skov ville være til at leve med, hvis en stor del af handlingen ikke var præget af vores vægelsindede og vrissende helte, der optræder som var de smidt tidligt i seng uden lørdagsslik.
Overdramatiseret personfnidder – krystalliseret i de mest tåkrummende dialoger siden "Twilight"-filmene – synes symptomatisk for at holde historiens punkterede hjul kørende. At filmens fantasiløse plot i forvejen køres af sporet efter få minutter er muligvis forventeligt. Når enhver form for logik opløses, hvad end det er internt mellem personerne eller helt overordnet ud fra en fortælling, hvor intet nogensinde er på spil, forbliver slutproduktet intet andet end forrykt og forkasteligt. Tilføj dertil en så klæbrig og tåbelig slutning, at opkast og latter forenes under rulleteksterne til sommerens suverænt værste film.
Nej. Du skal selvfølgelig ikke bruge tiden på "The Darkest Minds". Bruger dine børn tid på filmen, skal de smides i seng. Hvem ved, måske kan de gøre Alexandra Bracken tricket efter og skrive en bestseller om, hvor hårdt det er at have stuearrest.