Trailer: Daniel Day-Lewis er modedesigner i Paul Thomas Andersons "Den skjulte tråd"

Makkerparret bag "There Will Be Blood" er tilbage med, hvad der angiveligt er Daniel Day-Lewis' sidste filmrolle.

Den tredobbelte Oscar-vinder Daniel Day-Lewis er notorisk kendt for at være mere end kræsen med hensyn til valg af sine filmroller, da han med sin berygtede method acting gerne bruger flere år på at dykke ned i rollen. Derfor lytter filmfans verden rundt også ekstra godt efter, når han har udvalgt sin næste rolle, og nu kan man endelig se ham i aktion i første trailer til Paul Thomas Andersons kommende "Den skjulte tråd".

"Den skjulte tråd" foregår i 1950'ernes efterkrigstidsramte London, hvor Day-Lewis spiller den glamourøse kjoledesigner Reynolds Woodcock, der sammen med sin søster styrer moden og designer kjoler til de royale, filmstjerner og andre højtstående folk. Kvinder kommer og går igennem Reynolds' liv, men pludselig møder han den unge Alma, der inspirerer ham som elskerinde og muse, hvor kærligheden pludselig bliver en forhindring i hans ellers kontrollerede liv.

"Den skjulte tråd" har været anset med spænding, da den igen bringer Daniel Day-Lewis sammen med Paul Thomas Anderson, som sidst skabte en af de mest velansete og respekterede film i nyere tid med deres skildring af oliebaronen Daniel Plainview i "There Will Be Blood" fra 2007.

Udover at Daniel Day-Lewis og Paul Thomas Anderson samarbejder igen, så er det også værd at bemærke, at Radiohead-guitaristen Jonny Greenwood igen står for musikken, ligesom han gjorde på instruktørens seneste tre film. Ekstraordinært har Paul Thomas Anderson også fotograferet samt produceret filmen, foruden at instruere og skrive manuskriptet.

Filmen er sat til amerikansk premiere 25. december i år, mens danskerne tålmodigt må vente til 15. februar 2018.

Kommentarer

Daniel Day-Lewis er modedesigner i Paul Thomas Andersons "Den skjulte tråd"

  • ★★★★0

    Skal naturligvis ses. Blændende cinematografi fornemmer jeg. Og så på film. 

    Babo24-10-17 12:45

  • ★★★★★0

    Method Acting done right, and not for commercial gain like Jared Leto.

    Spændende og se den færdige film, som indtil videre sku blive hans sidste.

    Elwood24-10-17 12:51

  • ★★★★★0

    Jeg synes at det ser fremragende ud.

    Kruse24-10-17 16:03

Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen