Trailer: Den legendariske Beatles-dokumentar "Let It Be" bliver snart genudgivet – se traileren

For første gang i over 50 år bliver The Beatles' sidste, sagnomspundne film lettilgængelig.

Den legendariske Beatles-dokumentarfilm "Let It Be" bliver som tidligere rapporteret omsider genudgivet – nærmere betegnet den 8. maj på Disney+.

Filmen af Michael Lindsay-Hogg udkom oprindeligt i maj 1970 i kølvandet på The Beatles’ opløsning. Her fulgte man gruppens arbejde med indspilningen af det berømte "Let It Be"-album, der kulminerede med bandets sidste, berømte optræden på taget af Apple-bygningen i London i januar 1969.

Læs også: "1917"-instruktøren Sam Mendes laver fire film om The Beatles – én om hvert bandmedlem

"Let It Be"-dokumentaren fik oprindeligt en kølig modtagelse og blev betragtet som et mørkt og trist, afsluttende kapitel i Beatles-historien, især grundet filmens skildrede skænderier mellem gruppens udkørte medlemmer. Derfor har bandet heller ikke været ivrige efter at genudgive værket, som fans indtil nu har måttet opstøve via noget spekulative bootleg-udgivelser.

Men med Peter Jacksons lovpriste dokumentarserie "The Beatles: Get Back" (som bestod af nyrestaurerede og omorganiserede bidder fra netop "Let It Be"-optagelserne) in mente kan "Let It Be" nu pludselig ses i et nyt og mere nuanceret lys efter at være hengemt i årtier.

Det er i øvrigt netop Peter Jackson og hans team, der nu har gennemrestaureret "Let It Be" på alle leder og kanter, så alt fremstår knivskarpt – præcis som i "The Beatles: Get Back".

"Let It Be" udkommer som nævnt på Disney+ den 8. maj, og du kan se traileren her:

Kommentarer

Den legendariske Beatles-dokumentar "Let It Be" bliver snart genudgivet – se traileren

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen