Trailer: Sidste trailer til Pixars originale "Coco" viser Land of the Dead

Pixar lader til endnu en gang at have fundet melodien og originaliteten i studiets nye, farvestrålende animationsfilm.

Så har Pixar udgivet sidste trailer til en af det sagnomspundne studies få animationsfilm, der ikke er en fortsættelse af tidligere tiders hits som eksempelvis "Biler" og "Find Nemo". 

Nyeste skud på animationsstammen med titlen "Coco" handler om den mexicanske dreng Miguels brændende ønske om at blive en anerkendt musiker som sit store idol og forfader, Ernesto de la Cruz.

I bestræbelserne på at få sin drøm opfyldt og vise omverdenen sit store talent ender Miguel i det eksotiske og farverige Land of the Dead, hvor hans livs eventyr finder sted, alt imens han i kapløb med tiden skal nå helskindet hjem og samtidig afdække sin families historie og dybeste hemmeligheder. 

Der er med andre ord igen lagt i kakkelovnen til en historie fuld af magi, poesi, farvestrålende billeder samt ikke mindst bjergtagne karakterer som så ofte før i Pixars storslåede bagkatalog.

Det er manden bag "Toy Story 3", Lee Unkrich, der har instrueret "Coco", som får dansk biografpremiere til februar.

Kommentarer

Sidste trailer til Pixars originale "Coco" viser Land of the Dead

    Log ind for at deltage i diskussionen