Trailer: Første fornøjelige trailer til 4. sæson af "Star Trek: Lower Decks"

De unge matroser på rumskibet Cerritos forsøger at redde galaksen i den kommende sæson af den populære "Star Trek"-animationsserie.

Mens "Star Trek"-animationsserien "Star Trek: Prodigy" for nylig uden varsel blev aflivet efter blot én sæson, så er den 4. årgang af tegnefilmsserien "Star Trek: Lower Decks" lige på trapperne.

Og CBS Studios og Paramount har frigivet den første trailer til sæsonen, som kickstartes her til efteråret. Videoen kan ses herunder, men det er ikke utænkeligt, at den snart bliver geoblocket (læs: blokeret uden for USA af rettighedsmæssige årsager), men i så fald kan den ses i høj kvalitet på den officielle "Star Trek"-hjemmeside.

Se også: Interview med "Star Trek: Strange New Worlds"-stjernerne Anson Mount og Rebecca Romijn

"Star Trek: Lower Decks" er udtænkt af "Rick and Morty"-forfatteren Mike McMahan og foregår i 2380 (altså få år efter "Star Trek: The Next Generation") og følger besætningen om bord på rumskibet U.S.S. Cerritos – et af Starfleets mindst vigtige rumskibe.

Særligt rumskibets unge og relativt uprøvede Starfleet-officerer er i fokus – herunder fændrikkerne Mariner og Boimler, som netop nu kan opleves i seneste afsnit af "Star Trek: Strange New Worlds", som kan streames herhjemme eksklusivt på SkyShowtime.

4. sæson af "Star Trek: Lower Decks" kickstartes i USA den 7. september, men det er i skrivende stund uvist, om den får streaming-premiere i Danmark på Amazons Prime Video (ligesom seriens foregående sæsoner) eller andetsteds. Hvorom alting er, så kan den spritnye trailer ses herunder (og som sagt også på den officielle "Star Trek"-hjemmeside her):

Kommentarer

Første fornøjelige trailer til 4. sæson af "Star Trek: Lower Decks"

    Gå til forum-oversigtLog ind for at deltage i diskussionen