"A Quiet Place" kom lydløst snigende ud af ingenting og brølede sig op til den nok største filmiske sensation i 2018. Forældres angst for tabet af deres børn blev omsat til en højintens og samtidig stilfærdig gyser, der samtidig etablerede skuespilleren John Krasinski som tidens nye, hotte instruktørnavn. Ingen Hollywood-succeshistorier uden opfølgere, og tre år senere dukkede "A Quiet Place 2" op.
Med nu tredje kapitel har Michael Sarnoski overtaget dirigentstokken. Indie-instruktøren bag det melankolske Nicolas Cage-drama "Pig" er på papiret et sælsomt valg til en profileret dommedags-franchise. Netop Sarnoskis tunge stemningsplateauer tilfører "A Quiet Place: Day One" som spin-off en anderledes tone, uden at bidrage med noget afgørende nyt.
"A Quiet Place: Day One" åbner med et brag. Vi kastes direkte ind i de første timer af invasionen. Mystiske, lydfølsomme væsner angriber pludselig Jorden. Dødeligt kræftsyge Sam (Lupita Nyong'o) står midt på Manhattan – en af de mest larmende byer i verden – og ser alting ændre sig med et knips. Hun har ét ønske: at tage tilbage til sin lejlighed i Harlem med sin kat for at spise et sidste stykke pizza fra Patsy’s.
Michael Sarnoski formår at bygge videre på de originale films nervepirrende intensitet ved at udvide mytologien uden at gå på kompromis med den essentielle spænding og knugende angst. Tilsat sin andel af mørkesind. Og en meget, meget tålmodig og modig kat ved navn Frodo.
Sam og Frodo er i "A Quiet Place: Day One" på såvel en indre som ydre rejse tværs gennem en storby, der til forveksling ligner et urbant Mordor. Spejlingen mellem katastrofen, som totalsmadrer menneskeheden, og kræftsygdommen, som æder vores heltinde op indefra, er et oplagt motiv. Da den unge jurist Eric (Joseph Quinn fra "Stranger Things") bliver del af den lille gruppe rejsende, trænger temaet om social bevidsthed sig på. Mod dommedag skal alle på den sociale rangstige arbejde sammen. Rig og fattig. Kæledyr og mennesker. Socialrealisme møder magisk realisme, når Frodo forvandles til filmens primus motor i en moderne fabel, åndeligt beslægtet med Mikhail Bulgakovs satiriske klassiker "Mesteren og Margarita". Katten hed dog her Behemoth. Og selvom de sympatiske træk rumsterer mellem linjerne, har Michael Sarnoski ikke begået et djævelsk mesterværk, selv med en kat som lettere anstrengt comic relief. Eller for så vidt et værk på niveau med sin grise-film.
Sammenkoblingerne mellem de mange modstridende greb slår hverken gnister eller kobles helt godt nok sammen. Det lover nu ellers godt i filmens første akt. Præcis som i de foregående to film spiller lyd en markant rolle i "A Quiet Place: Day One", og netop lydarbejdet er effektfuldt fra start til slut. Stilhed og eksplosioner står i levende kontrast til den ekspressive og karismatiske Lupita Nyong'o, selvom hun ikke har meget at arbejde med. Mysteriet bag de lydfølsomme rumvæsners oprindelse kommer vi egentlig ikke meget nærmere. Filmens indre logik halter også. Det er til at leve med, da spændingsniveauet opretholdes i store dele af filmen.
"A Quiet Place: Day One" er en vellykket tilføjelse til "A Quiet Place"-universet. Stærke skuespilpræstationer, intens atmosfære og store ambitioner fra instruktør Michael Sarnoski. Seneste kapitel i gyserfranchisen når ganske vist ikke op på niveau med første film eller for så vidt Sarnoskis debutfilm. Men den er et godt alternativ til en underholdende sommerforlystelse i biografen, hvis ikke man gider larmen i Tivoli.
"A Quiet Place: Day One" har dansk biografpremiere 27. juni. Heriblandt i FORMAT Bio, læs mere her.
★★★★★1Jeg tror blot jeg må acceptere at lige som man heller ikke ser karakter træde af på naturens vejene i computerspil, da det ikke bidrager noget reelt til spillet.
Så gør det heller ikke at svare på det spørgsmål mange har haft siden den første A quiet place, hvordan slår folk prutter i de film, uden at et monster angriber dem.
★★★★0..laver siveren?
Forresten er alle med allergier døde i dette univers?