Anmeldelse: The Sweet East
Eurodance og groteske blodbad kolliderer i højtflyvende satire.
Hvor er det befriende, at der tages flere og flere chancer med mindre amerikanske indie-film i de danske biografer. Dem, som tør udfordre sit publikum, men også dem, der provokerer og måske endda forvirrer med sprudlende og flertydigt filmsprog. Især efter mætningspunktet for længst er nået med bølgen af Hollywood-skabelon-underholdningsfilmene, der burde produceres direkte til streaming. "The Sweet East" er del af den positive tendens.
Lillian (Talia Ryder) er en texaner på skoleudflugt til Washington D.C., men forvilder sig i stedet ud i byen og ender på en ufrivillig odyssé i et sammensat USA. På hendes surrealistiske rejse møder teenageren et farverigt persongalleri, der spænder fra det absurde til det dybt menneskelige, men også komplekse mennesker med forskellige meninger, Lillian søger at spejle sig i.
I "The Sweet East" er vi med på en grænseløs rejse ind i et fragmenteret USA. Med filmfotograf Sean Price Williams' første spillefilm som instruktør og manuskriptforfatter Nick Pinkertons spydige pen tages vi med på et kalejdoskopisk sanseangreb, der både underholder og udfordrer sit publikum. Med en hovedrollepræstation af kæmpetalentet Talia Ryder formår "The Sweet East" at fange essensen af en generation, et folk og en nation, som synes at være konflikt med sig selv. Præcis som Lillian.
Samtidig vil Williams og Pinkerton med garanti også splitte sit publikum. "The Sweet East" er blandt årets absolut mest prætentiøse film, og man skal være åben for ikke at bide tungen over på sig selv. Når det er sagt, overdøver den selvironiske og rebelske vildskab de selvsmagende undertoner. Arketyper og selvforståelser vendes satirisk på hovedet, når Lillian bliver ven med verdens sødeste og belæste nynazist (forrygende spillet af Simon Rex fra "Red Rocket") eller tages til fange af homoseksuelle terrorister, som svinger røven lystigt i aerobic-moves til Culture Beats 90’er Eurodance-klassiker "Mr. Vain". For ikke at tale et grotesk blodblad midtvejs i filmen. Williams' baggrund som filmfotograf på Safdie-brødrenes film såsom hektiske "Good Time" mærkes. Visuelt eksperimenterende er vi bag Lillians øjne i blikket på et USA i opbrud, når vi intenst og intimt rejser med på hendes bizarre rejse.
Sean Price Williams har i det hele taget skabt en både sært virkelighedsnær og -fjern verden, som er svær ikke at lade sig føre og forføre af. Sanseligt trækkes vi med ned i et modsætningsfuldt sort hul. Det nemmeste for Lillian i sin søgen på sin egen identitet er at bruge den ene hændelse til at bygge på den næste. Uden at være fanget af andet end omstændighederne og de sære karakterer, hun møder på sin vej, som en moderne Alice i Eventyrland, der kravler ned i kaninhullet. På mange måder minder "The Sweet East" om David Robert Mitchells ikke mindre surrealistiske "Under the Silver Lake". Ikke mindst på grund af sin særdeles grovkornede satire, overdrevne konspirationsteorier og hypnotiserende stemning. Lillians dannelsesrejse er derfor også en afspejling af, hvor komplekst det er at tage ved lære af splittelsen i USA. Og ikke mindst, hvor svært det er at forstå den.
"The Sweet East" er absolut ikke en film for alle med sin eksperimenterende form, nuancerede menneskeskildringer og parodier på samme. Samt en ikke helt entydig satire af et USA i konflikt med sig selv. Sean Price Williams’ debutfilm som instruktør grænser til det prætentiøse, men tør samtidig på forfriskende vis at invitere publikum til at reflektere over ens egen position og mekanismerne bag meningsdannelse.
"The Sweet East" har dansk biografpremiere 20. juli.