Anmeldelse: Antebellum
Selvom mysteriets sammensætning er en god idé, føles det fladt fortalt og uden synderlig fremdrift.
Producerne bag Jordan Peeles breakout-hit "Get Out" og den fremragende opfølger "Us" forsøger at lave hattrick baseret på samme overraskende succesopskrift. Nemlig horrorfilm med et racepolitisk budskab. Men "Antebellum" mangler det, der hævede de to forrige film over genre-mellemvare: Peele.
Bemærk: Her kan forekomme spoilers, så nu er I advaret! Præmissen er interessant og yderst højaktuel. Allerede i filmens imponerende åbningsskud, hvor vi føres igennem en bomuldsplantage i Sydstaterne og ser de sorte slavers umenneskelige vilkår, slås tonen an: Den amerikanske historie er gang på gang forsøgt hvidvasket, men den betændte fortid, som kulminerede i landets borgerkrig, er stadig et åbent sår den dag i dag. Tænk bare på Black Lives Matter og ønsket om at vælte statuerne af sydstatsgeneraler, der i deres blotte tilstedeværelse hylder det idealiserede billede af Syden. Tiden "før krigen", som titlen "Antebellum", den tidligere navngivning af Syden, også hentyder til.
Uhyrlighederne på plantagen fortsætter med hovedpersonen, den sorte slave Eden, som mystisk omdrejningspunkt. Hvem er hun, hvad er hendes fortid, og hvor er vi på vej hen med hele denne temmelig udpenslede og lettere klodsede historietime? Er det her en horrorfilm, som handler om virkelighedens "monstre" – en slags "12 Years a Slave" med feminint fortegn? Publikum må utålmodigt vente godt 45 minutter, før "Antebellum" forsøger sig med sit første twist. Hvad drejningen er skal ikke afsløres, men som filmen skrider frem, ønskes mere og mere, at det handlingsmæssige udgangspunkt blev fastholdt. For selvom mysteriets sammensætning er en god idé, og de to handlingstråde komplimenterer hinanden godt, føles det fladt fortalt og uden synderlig fremdrift.
Som nævnt har "Antebellum" ikke Jordan Peele bag rattet, men i stedet de to debuterende instruktører Gerard Bush og Christopher Renz. D'herrers fortid inden for musikvideoer lader sig ikke fornægte og peger sigende nok også på filmens to stærkeste sider: Æstetikken og det fængende score. De lækre, farvemættede billeder er en fryd for øjet – måske en slet skjult kommentar til handlingens "farvede" omdrejningspunkt? – og musikkens simple, men ildevarslende tema summer i hovedet længe efter slutfløjtet.
Som instruktører og manuskriptforfattere lader makkerparret desværre en del tilbage at ønske. Skuespillerne gør det fint. Især hovedrolleindehaver Janelle Monáe, selvom hun kæmper med at finde kød nok på sin karakter. Sangerinde-skuespillerinden er dog ikke sadlet op med lige så tynde klichéer som de fleste af sine medspillere, hvor især de hvide skuespillere må se sig hensat til at spille pinlige karikaturer på onde racister. Største problem ligger helt klart i manuskriptet. Såvel karakterskildringerne som plottet er alt andet end subtile forsøg på at hamre moralen igennem. Vi har nærmest at gøre med en sort/hvid-antitese til billedsidens farverige æstetik – og det er tydeligvis ikke hensigten.
"Antebellum" ender mellem to stole: Den vil gerne være et indigneret opråb om de sortes uretfærdige historie, og hvordan fortiden spejles i vores verden af i dag. Samtidig vil den gerne være en moderne horrorfilm i samme liga som "Get Out" og "Us". Mere erfarne og kompetente kræfter ville måske have haft held med at kombinere de to. Men i stedet får vi en film, der skuffer på begge parametre. Øv, altså, nu potentialet var der.