Hollywoods stigende tendens til at lave nostalgivækkende efterfølgere til actionfilm, der for længst havde succes, er nu nået til den romantiske komedie. "Bridget Jones' Baby" dumper ind i de danske biografer 15 år efter den oprindelige film fra 2001, og ligesom med fortsættelserne til actionbaskerne fra fordums tid er det store spørgsmål, om den kan gøre sit tema og sin stil relevant for os i dag, eller om det bare bliver en tandløs nostalgifest.
Den tidligere superkiksede Bridget (Renée Zellweger) er i dag kun halvt klodset. Trods sin singlestatus som 43-årig, efter at forholdet gik grueligt galt med den elskelige, men tørre Mr. Darcy (Colin Firth), arbejder hun som succesfuld tv-producer. Livet er dog stadigt ensomt, og selv om hun ikke føler behovet for at synge "All by Myself" og i stedet slår over i "Jump Around" i filmens åbningsscene denne gang, lader hun sig overtale af den lidt yngre veninde og studievært Miranda (Sarah Solemani) til at hoppe ud i det for at finde sig en mand. Hun ender med sin akavede charme at tiltrække både den amerikanske datingguru og multimilliardær Jack (Patrick Dempsey) og – ikke overraskende – igen Mr. Darcy. Denne gang bliver hun dog også gravid.
Faderen afsløres selvfølgelig ikke før slutningen, og graviditeten opdages først halvvejs inde i filmen. Det opdeler "Bridget Jones' Baby" i to meget forskellige halvdele. Anden del er mere lig den oprindelige film, idet vi følger de to herrers bejleri af den godmodige, men labile Bridget. Første halvdel fremstiller en mere tidssvarende og selvbevidst Bridget. Væk er de kropslige usikkerheder fra første film, og en modnet Bridget står tilbage. Filmen prøver endda at undersøge nogle af de karrieremæssige problemstillinger, kvinder i fyrrerne kan have. Problemet er, at mange af disse sceners humor ofte er plat og direkte usjov.
Sjovere er anden halvdel, der også følger den typiske Bridget Jones-formel. Problemet er dog, at alle de væsentlige pointer og fokus på arbejdspladsen fra første del, hvor især Bridgets forhold til den potentielt spændende, men indestængte Miranda og deres nye unge chef, stort set forsvinder i den unødige objektificering af Bridget, som filmen foretager sig mere end de to herrer. Alt det Bridget selv har opnået får kun betydning, hvis en af de to i forvejen succesfulde mænd kan bekræfte hende ved at være faren til barnet. Så ved jeg næsten ikke, hvad der er værst. Dårlige jokes med gode pointer eller OK sjove scener sovset ind i reaktionære moraler.
Det nærværende skuespil overstråler heldigvis komikkens bitre eftersmag. Colin Firth spiller mesterligt og dybt troværdigt, selv om filmens Mr. Darcy snart er en udvisket kopi af en kopi af en kopi af den oprindelige Jane Austen-karakter. Bortset fra en mistænkeligt ubevægelig overlæbe kunne jeg heller ikke mærke til de seks års skuespilspause, som Zellweger har holdt. Hvis filmen havde været mere sammenhængende, kunne hun fint have rummet både den modne og naive Bridget samtidigt. Solemanis skuespil var også en glædelig tilføjelse til filmen, selv om hun stort set forsvinder i anden halvdel.
"Bridget Jones' Baby" bringer både nyt og fører os fint tilbage til Bridget Jones' ikoniske karakter. Filmen har sine sjove Bridget-agtige øjeblikke, men ender desværre også med en del ufarlige spydigheder om samtiden, f.eks. nedgørelsen af smarte hipstere med man-buns og madbilleder på Instagram. Det ender med at gøre filmen harmløs. Men hvis man vil have en acceptabel afslutning på fortællingen om 00'ernes dronning af middelmådighed, er det vel passende, at filmen er så middelmådig.
★★0Jeg morede mig ganske fint, må jeg sige. Sød historie og mange ting jeg grinte højt af. Selvfølgelig er festival scenerne nogle af de sjoveste. Og så får man også rig mulighed for, at krumme tær undervejs. Fin slutning på den historie... hvis det da er slutningen.
6/10