Anmeldelse: Empire of Light
"Empire of Light" er en så personlig film for Sam Mendes, at den mest er for instruktøren selv.
Bittersød nostalgi har alle dage fyldt sindelagene hos filminstruktørere. Nogle af de allerstørste filmskabere, såsom George Lucas og Steven Spielberg, har mere eller mindre baseret deres respektive karrierer på at genskabe fortidens og barndommens magi. Måske har corona-pandemien gjort en række af de store instruktørere ekstra bløde om hjertet, når filmruller slår knude i halsen. Turen er nemlig nu kommet til britiske Sam Mendes.
Med sit udgangspunkt i en gammel biograf på den britiske sydkyst i 1980'erne og en broget personale persongalleri, følges den introverte Hilary Small (Olivia Colman). Det meste af tiden bruger hun ved høfligt og tavst at betjene besøgende fra slikkiosken, blive knaldet af hendes gifte chef, Hr. Ellis (Colin Firth) på hans kontor fra tid til anden og derudover undgå at se de film, som vises i biografen. Da unge Stephen (Micheal Ward) begynder, lyser Hilary op. Deres venskab bløder den forsigtige kvinde op, der i sit stille sind håber på mere. Hendes psykiske problemer som bipolar og den stigende racisme, som rammer Stephen hver dag, kaster dog et ildevarslende skær over den ellers rolige kystby
Sam Mendes plejer at levere på et højt niveau, hvad end om James Bond, 1. verdenskrig eller surrealistiske midtlivskriser fra den amerikanske middelklasse er i fokus. Følelser flyder dog over i "Empire of Light", når erindringer om ungdommen i Margaret Thatchers England, Brexit mellem linjerne og trangen efter samhørighed.
Gudskelov for, at altid fantastiske Olivia Colman medvirker. Portrættet af en psykisk syg og ensom kvinde, der sidder fast i en drømmeverden af håb og litteratur, er mageløst rørende. Desperat fastholdes den britiske stiff upper lip overfor den ydre virkelighed, mens hun holder sin egen indre og lidt for kaotiske virkelighed i skak. Hilary er symbolet på skellet mellem tiden før og under Jernladyens regeringstid, fornemt viklet sammen, gjort levende og fascinerende troværdigt af Colman. En karakter inspireret af Mendes’ mor, der også kæmpede med at være bipolar.
Sam Mendes vil dog mere. Og vil alt for meget. "Empire of Light" er nemlig mest af alt den perfekte eksempel på, hvor samarbejdspartnere i pre-produktionsfasen er essentielle. Mendes har selv skrevet manuskript og instruere. Det første burde være overladt til andre, især med et så personligt projekt. De tematiske tråde mellem personligt drama, samtidsportræt, hyldest til filmmediet, kærlighedshistorie, psykisk sygdom, højreekstremisme, metoo, langefinger mod aktuel britisk politik flagrer i luften. Uden at bindes godt nok sammen. Der er meget langt fra "American Beauty", "1917", "Skyfall", "Road to Perdition" og "Revolutionary Road". Det er en skam. For der er mange gode kræfter i spil i "Empire of Light". Men det forbliver uforløst. Veteranen Roger Deakins er af ubegribelige årsager Oscar-nomineret for sit arbejde på filmen, der ganske vist er godt. Men blandt sidste års bedste? Nej. Underlægningsmusikken fra det mesterlige makkerpar Trent Reznor og Atticus Ross er nydeligt, men påfaldende kønsløst. Præcis som størstedelen af Sam Mendes' film er det.
"Empire of Light" er en så personlig film for Sam Mendes, at den mest er for ham selv. Alle store filmskabere snubler. Men det er alligevel en skam, at det lige skulle være denne, der er den største skuffelse fra Mendes hånd.