Anmeldelse: Bumblebee
At dette er den bedste "Transformers"-film siger muligvis ikke det store, da standarden i forvejen var sat lavt.
"Transformers"-franchisen er tilsyneladende umulig at stoppe. Til trods for fem film, der svinger mellem dårlige og forfærdelige, vil folket stadig have mere. Man kan derfor ikke undgå at være kynisk ved første øjekast på seneste og første spin-off af universet – "Bumblebee". Men kigges nærmere på besætningen, er Michael Bay nu producer, mens der er hyret en ny instruktør og forfatter. Dette har medført en overraskende solid film.
Da oprørsgruppen Autobots er ved at tabe borgerkrigen mod de diktatoriske Decepticons på planeten Cybertron, bliver Autobotten B-127 sendt væk derfra. Robotten havner på Jorden anno 1987, hvor missionen er at oprette nyt hovedkvarter og forsvare den blå planet imod fjenden. Her bliver transformeren, i form som en faldefærdig VW Boble, tilfældigt fundet af teenageren Charlie (Hailee Steinfeld) – en skarp mekaniker, der stadig sørger over farens død. Da Decepticon-robotterne kommer til Jorden, kastes den unge pige midt ind i en overjordisk krig.
Instruktør Travis Knights første gode bidrag til "Transformers"-serien er ikke blot at skære ned på seriens ellers talrige kampscener, men også at gøre dem tydelige for publikum. I modsætning til Michael Bays film bliver kameraet trukket tilbage, og der bliver klippet effektivt, hvilket gør actionsekvenserne meget mere tålelige sammenlignet med de første film. Selvom de eksplosive løjer ikke er noget, vi ikke har set før, forbliver "Bumblebee" dog underholdende.
Næste gode bidrag er Christina Hodsons manuskript. Hun har tilføjet en række nye karakterer, der – til trods for ikke at være så interessante – er mindeværdige. Charlie er uden tvivl franchisens bedste hovedperson, der er morsom, nyttig og til at føle for. Noget af den ære skyldes Steinfelds præstation, der gør hende troværdig og til at holde af. Generelt hersker der en smittende humor med enkelte bedårende scener og skarpe vittigheder. "Bumblebee" er en "Transformers"-film, hvis skala er mindre til fordel for coming-of-age-hjerte og charme.
Ydermere bliver publikum også tilbudt en stor spandfuld 80'er-nostalgi med herlige omgivelser og mange sange fra årtiet. Det bliver dog lidt for meget til tider, hvor filmen drukner lidt i letkøbte reference-hits, vi allerede har hørt en million gange før i andre film. Det bidrager dog stadig med en god energi, der sørger for at holde gruset væk fra maskineriet – og (for det meste) skaber god balance mellem de forskellige elementer.
At dette er den bedste "Transformers"-film siger muligvis ikke det store, da standarden i forvejen var sat lavt. Det hindrer ikke "Bumblebee" fra at være en god film. De nye karakterer, den nyfundne charme og hjerte samt det underholdende spektakel gør, at den første blockbuster i 2019 kommer godt fra start. Solid underholdning, der lægger fundamentet for en potentiel spin-off-serie.