Ved godt det er en skjult tråd, men havde forventet at finde en kommentar fra Baboen herinde;)
Anmeldelse: Den skjulte tråd
"Den skjulte tråd" er et værdigt punktum for legendariske Daniel Day-Lewis
Paul Thomas Anderson, Daniel Day-Lewis og Oscar. Det har længe været standard, at de ord rimer på hinanden i den filmiske sammenhæng. Anderson med flere Oscar-nominerede film og Day-Lewis med sine mange kamæleons-forvandlinger i stærke, markante roller. Denne gang ses han dog i en noget mere afdæmpet og alligevel passioneret rolle i netop Paul Thomas Andersons nyeste Oscar-bejler, "Den skjulte tråd".
Reynolds Woodcock (Daniel Day-Lewis) er en passioneret og højt profileret kjole-skrædder i 1950'ernes London. Han møder den flere år yngre pige Alma, der vender op og ned på alt i hans liv og karriere. De to indleder et stærkt kærlighedsforhold i en heftig romance. Alma – som spilles med pragt af den unge luxembourger Vicki Krieps – er tydeligt en ung kvinde, der savner og søger bekræftelse, accept og opmærksomhed, men med en travlt optaget elsker er det ikke lige til at få sit ønske opfyldt. Og hvad gør man så? I øvrigt passende og aktuelt tema her i denne #MeToo-tid.
Overfor hende står så Day-Lewis med hele tre Oscars. Så mange har manden allerede sikret sig ud af de foreløbigt seks muligheder. Det er især imponerende, set i lyset af, at den 60-årige skuespiller har medvirket i færre end 30 film. Ifølge Day-Lewis selv slutter karrieren med "Den skjulte tråd". Det hele er kun endnu mere syret af, at han medvirker i film hvert 3.-4. år. Med andre ord ville det være synd, hvis rollen som Woodcock endte med at blive den levende legendes sidste, for der er stadig mange roller, vi ikke har set ham udfylde. Omvendt vil "Den skjulte tråd" også være et værdigt punktum for en så stor method-actor og et sjældent, men sandt talent.
Det var for flere en overraskelse, da dette års niende Oscar-nominerede "Bedste Film" endte med at blive "Den skjulte tråd". Efter at have set "skrædder-romancen" forstås det pludselig, hvorfor akademiet valgte netop dén. Om den ender med at løbe med statuetten i dén kategori er nok ikke sandsynligt, selvom filmen er blandt de stærkeste bud i årets felt.
Paul Thomas Anderson syr sit publikum helt tæt og fast ind til huden på hans hovedpersoner, nøjagtig som sin komplekse hovedkarakter Woodcock og de mange kjoler. Dét er netop, hvad Anderson er bedst til. Den stærke karakterfortælling, hvor alt får kant til en helt anden dimension i det filmiske fortællesprog. "Den skjulte tråd" fortjener de fem F'er: Fremragende, fin og flot fortalt film. Hvert æstetiske øjeblik nydes i tilbageblikket på en hård 50'er skrædder-verden, vi sjældent ser og får indblik i på film – men også et indblik på datidens overklasse-London.
I "Den skjulte tråd" fungerer det hele faktisk mere eller mindre perfekt. Lige fra sublim balance mellem de dramatiske skift, musikken og den flotte stil i billede og udtryk – til den skarpt skrevne historie og fremragende personinstruktion af Paul Thomas Anderson. Eneste anke er sidste del af fortællingen, hvor det som ofte før kniber med at afrunde fortællingen for den kunstneriske instruktør. Det kan dog mærkes, at der er lagt tid og hårdt arbejde i værket. Med film som denne gør det ikke så meget, at ventetiden mellem Andersons film er lidt længere end hos mange andre instruktører i dag – for den har så sandelig været hele ventetiden værd.