Anmeldelse: Det store glitch

Ungdommelig poesi og befriende sprælsk filmskaberi forenes i gakket dansk syretrip.

Sjældent sker det, at en uafhængig og radikalt eksperimenterende dansk film når ud i en håndfuld biograferne landet over, og man sidder og håber på, at den kommer endnu bredere ud. Simpelthen for at alle kan se, hvad dansk film også kan. Hvor meget talent som er derude. Og at der hersker en skaberkraft, som venter på at blive sluppet fri. Søren Peter Langkjær Bojsens "Det store glitch/Paradisets børn" er et berusende vidnesbyrd på netop dét, der i et komplet gakket svampetrip kaster om sig med dansende stjerner født ud af et kreativt kaos.

Det er sommer i København. Og formentlig en lang universitets-sommerferie for de to gode venner, Ronja (Joos Støvelbæk) og Serber (Lukas Gregory), der får tiden til at gå med at ryge fede og tale om kvantefysik, alt livet virker uoverskueligt og retningsløst. Men Ronja mangler virkeligt noget meningsfuldt at tage sig til. Da han slutter sig til et hemmeligt undergrundsnetværk, som har til formål at ændre virkeligheden og det politiske landskab, ændrer alt sig. Samtidigt forelsker Serber sig i mystiske Franka (Leonora Saabye), alt imens tidslinjer folder sig ud samtidigt, mens de smelter sammen i flugtlinjer mellem virkelighed og fiktion.  

Synes du, handlingen lyder hen a la et ristet miks af "Primer", "Under the Silver Lake", "Manden der tænkte ting", "Voksne mennesker" og det mere filosofiske af Richard Linklaters bagkatalog, rammes der nogenlunde plet. Men læs mere henvisninger som et omrids til hvad "Det store glitsch/Paradisets børn" er for en størrelse. Langkjær Bojsens udresserede trip spejler sig ikke helt i noget, som du har set før.

For alt går op i hat og briller, som er vanskeligt at gengive. Ronja roder sig ud i et vanvittigt komplot med Guy Debord-inspirerede psilocybin-terrorister, som udmunder i en hæsblæsende cykeljagt. Her tæskes ham rundt på Nordhavns cykelstier midt i en leverance af mystiske pakker, i en sekvens, som er både åndssvagt fjollet og enormt veludført. Værre eller bedre bliver det ikke, da Serbers store kærlighed udvikler sig til en surrealistisk film noir'sk dobbeltgænger. Tidslinjer og personer opløses i ét væld. Alt imens Debord situationistiske mantra svæver i baggrund. Systemet skal nedbrudes indefra og skandaliseres, således at befolkningen provokeres eller chokeres nok til imødekomme en radikal samfundsmæssig forandring. Men er jo nemt nok at drømme sig hen i klimarevolutionstanker for paradisets børn, når sommerferien er lang og penge og kolo altid kan lånes af far og mor.  

Opremsningen af pensumlisten på Moderne Kultur og de popkulturelle referencer kan måske fremstå enormt højrøvet og påtaget universitets-intellektuelt. Det er langt fra tilfældet. Refleksionsrækkerne i "Det store glitch/Paradisets børn" sammenfiltres med afvæbnende underspillet og fantastisk morsomme episoder, der aldrig ser sig bange for at ironisere eller eskalere ud ad de mest forrykte tangenter med et knips. Portrættet af København er samtidigt en kærlighedserklæring til byens flydende løbebaner og møderne med de skæve eksistenser, der gjorde en forskel, den dér helt specielle coming-of-age sommer. Den sommer, hvor tilværelsen pludseligt gav mening og åbnede sig op.

Ungdommelig poesi og befriende sprælsk filmskaberi forenes i "Det store glitch/Paradisets børn". Den slags, der omfavner håbet om at skabe lige netop dét glitch, der kan skubbe en eller anden forandring i gang. Instruktør Søren Peter Langkjær Bojsen viser vejen i den proces med et mindre filmisk mirakel og potentiel kulturfilm. Samt, hvad der skal til for at udfordre branchens uafhængige film i Danmark og opnå andre støttemuligheder end den mere konventionelle.

"Det store glitch/Paradisets børn" har dansk biografpremiere 14. september.