Anmeldelse: Kursk
Thomas Vinterbergs seneste film dykker aldrig dybt nok til at engagere.
Autentiske beretninger overført til levende billeder er i sig selv utroværdige. I hvert fald hvis filmatiseringen bekender sig som én til én-dokumentation, eftersom filmmediet som fiktion benytter sig af sin andel af dramatiske virkemidler. Måske helliger målet midlet, hvis fokus er at genskabe en særlig følelse eller påpege vigtigheden af begivenheden. Ja, måske som historisk nedslag for at påpege en særlig tendens eller menneskelig natur. Hvad Thomas Vinterberg vil med en række af europæisk films allerstørste skuespillere og den tragiske beretning om Kursk er dog ikke til at blive klog på.
Nuvel. "Kursk" handler om den russiske ubåd K-141, der i 2000 eksploderede inde fra og sank. En fejlslagen torpedoaffyring under en storstilet øvelse i Barentshavet blev årsagen til, at størstedelen af de 118 sømænd om bord blev dræbt på stedet. Filmen skildrer de resterende 23 besætningsmedlemmer, der overlevede eksplosionen og efterfølgende kæmpede for deres liv. Alt imens deres familier hjemme i Rusland gjorde alt for at forsøge at redde dem, og et større politisk spil i koldkrigstidens skygge foldede sig ud.
Historien om Kursk er forfærdelig og frustrerende. Menneskeliv gik tabt under groteske omstændigheder, mens alverdens medier mere dækkede hændelserne oven vande end under. For uanset hvor meget der end spekuleres over, hvad der reelt foregik blandt de overlevende besætningsmedlemmer, vil det af åbenlyse årsager forblive fiktiv (over)dramatisering.
Potentialet er til stede, hvor vekselvirkningen mellem ikke alene ét, men tre handlingstråde stikkes sammen. Og på papiret er det interessant. Potent storpolitisk thriller, overlevelsesfilm inde i Kursk og rørende familiedrama blandt de vordende russiske koner er et ambitiøst miks, der bør være pletskud for en verdensklasse personinstruktør som Vinterberg. Særligt med prominente navne som Matthias Schoenaerts, Colin Firth, Léa Seydoux og Max von Sydow i bærende roller plus en række danske skuespillere. Bjarne Henriksen overfor Firth og Magnus Millang som Schoenaerts bedste ven er ganske vist et særsyn, helt uden at samspillet falder (helt) igennem. Alligevel er "Kursk" et vådeskud.
Problemerne er ikke skuespillet i sig selv, men ubalancen i synergien mellem de tre narrativer og indflydelsen, dén fremstilling har på dramaerne i dramaet. Aldrig kommer vi under huden på det omfattende persongalleri. Hverken følelses- eller historiemæssigt vækkes den resonans, som den virkelige fortælling om Kursk nok automatisk gør hos de fleste. Væk er de stærke menneskelige indblik, Vinterberg normalt er en mester til at portrættere. Samtidig med, at der på intet tidspunkt kastes lys over, hvad pointen er med "Kursk". Uanset hvad, er her vitterlig tale om en upersonlig produktion, der gør sig bedst som tv-film end på et større lærred.
Bestillingsarbejde eller ej. "Kursk" dykker aldrig dybt nok til at engagere, når der skøjtes ligegyldigt rundt på den jævne, iskolde overflade. I stedet står vi tilbage i ligegyldig armslængde til en højprofileret produktion, der hverken ærer de historiske begivenheder eller mennesker bag.