Anmeldelse: Madame Web

Ny superheltefilm er mere frustrerende og ufrivillig komisk end spændende og engagerende.

Tobey Maguire. Andrew Garfield. Tom Holland. Kær edderkop har mange navne. Siden 2002 har Spider-Man som blockbuster-trækplaster svinget ind biograferne til stor glæde for verdens publikummer. Universet har vokset sig større, bredere og har skudt tråde ud til både animationsfilm og spinoffs. Det nyeste skud i nettet er "Madame Web", som er en form for forhistorie til universet. 

Cassandra Webb er ambulancefører. Da hun kommer ud for en nærdød oplevelse, får Webb  mystiske evner, såsom til at se ind i fremtiden. Hun ser en trio af unge piger, der udsættes for farer af mystisk mand. Cassandra beslutter sig for at være de tre pigers skytsengel ved at bruge sine nye evner, inden den onde Ezekiel Sims får ram på dem.

Dette er ikke som sådan en Marvel Cinematic Universe-film. Sony ejer stadig rettighederne over Spider-Man, som i samarbejde med Marvel har både skudt medrivende historier afsted og samt en andel rædselsfulde absurditeter. "Venom" var en B-film i A-film-klæder, som fungerede på sine egne præmisser. Sidste år fik vi til gengæld den rædselsfulde "Morbius". "Madame Web" lægger sig et sted imellem de to titler.

Ligesom at handlingen tager sted i 2003, virker "Madame Web" som om, at den er lavet i 2003. Det skal være en oprindelseshistorie. Men det går uendeligt langsomt, før at vi lander på det, man egentlig er kommet for at se. Som i blandt andet "Daredevil" med Ben Affleck, er "Madame Web" så horribelt klippet, at det nærmest er umuligt at se, hvad der foregår. Der forsøges med opfindsomme kameraindstillinger, men virkemidlerne er mere frustrerende end spændende og engagerende.

Der er undervejs små hints til Spider-Man, også kendt som Peter Parker. De kan være sjove at spotte. Men de er mest af alt ligegyldige gimmicks end kække easter eggs. Plottet er tyndt som et vådt edderkoppespind. Det virker aldrig reelt som om, at vores hovedpersoner er i fare for den mystiske Sims, der spilles med halvslatten dubbing og uengaende præstation af ellers normalt fremragende Tahar Rahim. Han har samme kræfter som Spider-Man får senere i tidslinjen og har en matchende dragt, men det gør ikke karakteren mere interessant.

Vores fire kvindelige protagonister er hæderlige, men mangler i den grad kemi. Dakota Johnson spiller med samme tørre levering af replikker, som hun blev kendt for i "Fifty Shades"-filmatiseringerne. Hun ser rædselsslagen ud det meste af filmen, og da hun som Webb endelig træder i karakter som superhelt, bliver det utroværdigt. En slåskamp på en diner, tilsat Britney Spears "Toxic" som soundtrack, ender med at være ufrivilligt komisk.

Af de tre hjælpeløse piger, som ender med at blive madamens hjælpere, er Sidney Sweeney den, der fungerer bedst. Hun giver den fuld hammer som en nervøs skolepige, der gemmer på mere, end hvad man lige ser. Det virker klart som om, at hun har vidst, hvilken film, hun spiller med i. Isabela Merced og Celeste O'Connor er aldrig mere end anonyme dukker, der smiler og bliver skræmte på skift. Adam Scott har en håndfuld sjove jokes i starten af filmen. Men han er alt for lidt med og kunne virkelig have bidraget til handlingens fald ned i det mørke hul af spindende alvor. 

 

"Madame Web" sætter sig mellem to stole. Den er for seriøs, til at man kan se den som en velfungerende B-film. Uden at den ryger helt ned på "Morbius"-niveau. Sidney Sweeney trækker filmen op og de små hints til selve Spider-Man er sjove at spotte. Filmen er dog horribelt skudt og klippet. Og så tager det en evighed, for at den får svinget sig i gang.

"Madame Web" har dansk biografpremiere 14. februar. Heriblandt i FORMAT Bio, hvor superheltene svinger sig rundt i 4K og bragende Dolby Atmos. Læs mere her.