Anmeldelse: Magic Mike – 2 Film Collection
Strippere er traditionelt blevet set lidt skævt til. Det samme gælder film om emnet. En komedie om strippere - som den i øvrigt glimrende "The Full Monty" - skriver næsten sig selv. Der er dog lavet film, der prøver at tage emnet alvorligt, men her er Paul Verhoevens berygtede "Showgirls" skrækeksemplet på, hvor galt det kan gå. Så hvad ville selveste Steven Soderbergh dog med en film i en genre, der så ud til at være under hans niveau? Måske ville han bevise, at der kan laves mindst én god film om alle emner. Med den nye Blu-ray-boks "Magic Mike – 2 Film Collection" får du hele to film om emnet: "Magic Mike" og "Magic Mike XXL". Om de begge to er gode, kan dog diskuteres.
I "Magic Mike" spiller Channing Tatum den driftige håndværker og forretningsmand Michael Lane, der drømmer om at starte sit eget møbelfirma. Det kræver kapital, og den skaffer han ved at strippe under kunstnernavnet Magic Mike. Da den rodløse ungersvend Adam (Alex Pettyfer) slutter sig til Mikes stripper-ensemble af veltrænede kødheste, heriblandt den karismatiske Dallas (Matthew McConaughey), får Adams nervøse søster, Brooke (Cody Horn), Mike til at love at passe på hendes bror. Men det er ikke let i en branche med mange fristelser og faldgruber. Og så er der lagt i kakkelovnen til konflikt.
Tre år senere i "Magic Mike XXL" har Mike fået sit møbelfirma op at køre og har for længst forladt stripperbranchen. Men de gamle drenge lokker ham med til et sidste job: en stripper-konkurrence i South Carolina. Dallas og Adam er stukket af til Asien (læs: lidt klodset skrevet ud af historien), så kødhestene må selv køre den lange vej fra Florida. Roadtrip! Undervejs støder de på både et drag-show, en række cameos og naturligvis et par gamle venner, som er mistroiske i starten, men hjælper dem til sidst. Helt efter skabelonen. Og filmen slutter i en eksplosion af glinsende mandekroppe, der hverken overrasker eller skuffer.
"Magic Mike" er ikke i sig selv en revolution af en film, men den er langt mere vellykket, end vi er vant til, når snakken falder på "film om strippere". Det skyldes først og fremmest, at den tager historiens personer og deres problemer alvorligt. På den måde minder denne film om Darren Aronofskys "The Wrestler". Mike har en drøm, som han er villig til at kæmpe for, og stripperkarrieren er midlet, der helliger hans møbel-mål – også selvom det betyder afsavn, selvdisciplin og en lovovertrædelse eller to. Men man må også gerne have det sjovt undervejs!
Og "Magic Mike" er et virkelig fornøjeligt bekendtskab. Især Tatum og McConaughey har tydeligvis en fest, når de inviterer både kvinder og mænd med ind i en verden af g-strenge, kropsbarbering og dansetrin, som alle seksuelle observanser må overgive sig til. Netop dansescenerne er naturligvis et centralt element i en stripper-film, og de er lækkert præsenteret og bliver stille og roligt optrappet filmen igennem. Tilmed giver mændenes mange interne spændinger bag scenen dansen en ekstra dimension, som når der skal tages en hurtig beslutning, fordi én af gutterne har drukket sig fra sans og samling og ikke kan gennemføre sit show. For publikum venter altid utålmodigt med deres krøllede dollar-sedler.
"Magic Mike XXL" er ikke instrueret af Soderberghs selv, men han er stadig både fotograf og klipper – som altid under pseudonym. Og det er egentlig underligt, for netop i kameraarbejdet og klipningen mangler "XXL" en stor del af den legesyge, der var med til at gøre den første film så underholdende. Pludselig er stripscenerne gået fra bevægeligt kamera og mange vinkler til kedeligt, stillestående kamera, der bare iagttager forestillingen. Helt tydelig bliver forskellen i "XXL"-finalen, der mere har æstetik som en MTV-prisuddeling end en biograffilm.
Endnu en ting, der mangler, er Matthew McConaughey. Hans charme og samspillet med Tatum gav "Magic Mike" en uventet kant, som stort set er fraværende i "XXL", hvor Tatums charme savner modspil. Filmen er dog ikke helt håbløs. Den er jævnt morsom, og f.eks. er en vovet scene på en tankstation ganske mindeværdig. Men for hver af de mindeværdige er der to scener, man helst vil glemme, såsom dem med Andie MacDowells sydstatscougar, der er pinligt liderlig foran både veninderne og sin egen datter (Amber Heard).
Soderbergh fik med "Magic Mike" bevist, at der også kan laves et fint drama om et strippermiljø med både hjerte og charmerende glimt i øjet. Og med et budget på kun 7 mio. dollars og en omsætning på næsten 170 mio. dollars skulle guldkalven naturligvis malkes. Men måske kunne der kun laves én god film i den genre, og så er en forudsigelig komedie trods alt en bedre toer end "Showgirls" med mænd.
BILLEDE & LYD
De to film præsenteres på hver deres skive med klare farver og knivskarp kontrast, og der er ikke mærkbare forskelle i billedernes kvalitet. Det er der til gengæld på lydsiden, hvor "Magic Mike" må nøjes med et kedeligt, almindeligt Dolby 5.1-spor, mens "Magic Mike XXL" byder ind med et DTS-HD Master Audio 5.1-spor, der allerede fra første sekund giver betydeligt mere at arbejde med i alle kanaler. Så i det mindste er lyden XXL.
EKSTRAMATERIALE
Der er intet at komme efter på den første skive, og en forlænget dansescene plus en kort PR-dokumentar er det eneste ekstramateriale til "XXL". Man kan trøste sig med, at alle andre versioner af filmene også er jævnt skrabede.