Anmeldelse: Mediterranea
I disse flygtetider er det umuligt ikke at have en holdning til immigration. Dette til trods for, at det kan være svært at danne et overblik over den komplekse baggrund, som visse medier og politiske meningsdannere ellers har travlt med at optegne et forsimplet billede af. Historierne om menneskerne bag drukner i storpolitiske overskrifter eller kalkuleret følelsesporno, hvilket øjensynligt ikke bidrager til en nuanceret debat. Film som "Mediterranea" har netop denne essentielle debatskabende funktion, uden at det nødvendigvis er en speciel god film i sig selv.
De to forventningsfulde unge afrikanske mænd Ayiva (Koudous Seihon) og Abas (Alassane Sy) rejser fra Burkina Faso til Italien i håbet om et bedre liv. Færden gennem ørken og hav er livsfarlig, men intet har forberedt dem på mødet med Europa. Klimaet er koldt i den syditalienske by Rosarno. Både i de regnfyldte gader og i overført betydning, da ikke alle blandt lokalbefolkningen bryder sig om immigranterne.
Bristede forhåbninger skæres i ansigterne på Ayiva og Abas - nu mere som erkendelsen om, at Europa ikke er et paradis på Jorden, bliver åbenlys. Beretningen er barsk og tankevækkende, selvom den er fiktiv. Det realistiske portræt af immigranter som forbigående anonyme ansigter, som vi ser i en forglemmelig nyhedsstrøm i behørig afstand fra sofaen, rammer en sitrende nerve. "Mediterranea" er med sit distancerede filmsprog præcis lige så uvedkommende.
Instruktør Jonas Carpignano har hjertet på rette sted. Med en afrikansk mor og rødder i Italien hersker der ingen tvivl om, at "Mediterranea" er et personligt projekt. Måske er rødderne den amerikansk-italienske debutants akilleshæl. Bestræbelserne på at imødekomme tematikken så objektivt som overhovedet muligt og med tydelige forbilleder i neorealistiske mestre som Rossellini ("Rom åben by") og De Sica ("Cykeltyven") har en afgørende effekt på et altafgørende engagement i vores hovedpersoner. Aviya og Abas forbliver anonyme ansigter, hvilket er interessant som realistisk portræt - men ikke som følelsesmæssigt narrativt virkemiddel.
Timingen er uventet perfekt for "Mediterranea", set i lyset af den aktuelle flygtningedebat, hvilket derfor transformerer en småkedelig spillefilm til en politisk kommentar. Hvilket er heldigt, eftersom det ikke helt er til at blive klog på, hvad Jonas Carpignano vil med filmen. Den unge instruktør har spenderet et par år i Syditalien på at indsamle viden om immigranternes kummerlige forhold, hvilket mærkes med den troværdige æstetik. Måske skulle Carpignano have lavet en dokumentarfilm i stedet eller have fået styr på de narrative redskaber til at fortælle en gribende historie. Potentialet er bestemt til stede, men de dybere lag forbliver desværre uforløste.
Visse film rammer tidens tendenser og debatter, uden egentlig at have det for øje. "Mediterranea" er en af disse få film, som giver et interessant fluen-på-væggen-indblik i livet på den anden side af flygtningedebatten - uden selv at tage stilling. Instruktør Jonas Carpignanos debut ville dog have været mere interessant som dokumentar. Simpelthen fordi han endnu ikke har helt styr på at skrue en vedkommende film sammen af et ellers sprængfarligt oplæg.