Anmeldelse: Smagen af sult
Christopher Boes seneste drama trækker kogetiden lige nok, uden at smagsnuancerne højnes til den kulinariske oplevelse, den selv ønsker at være.
De seneste år har Christoffer Boe for alvor markeret sig kommercielt. Efter tidligere indiefilm som "Reconstruction" og "Allegro" rykkede den danske instruktør for alvor i de danske krimihjerter med publikumssuccesen "Journal 64". Udviklingen af filmsproget og de nye æstetiske veje ses især med de to serier "Kriger" og "Forhøret". Nu vender Hr. Boe – som han ynder at omtale sig selv – tilbage til det store lærred med "Smagen af sult", hvor han fortsætter sin auteuriske ambition.
Ægteparret Maggie (Katrine Greis-Rosenthal) og Carsten (Nikolaj Coster-Waldau) ejer gourmetrestauranten Malus, hvor husbonden er den ledende kok. En aften ender parret dog i store problemer. De ansatte har muligvis serveret en Michelin-dommer en dårlig ret, og Maggie finder et brev til Carsten, der fortæller, at hun elsker en anden. Kvinden kommer derfor på overarbejde, når både ryet og ægteskabet skal bevares henover en skæbnesvanger nat. Samtidig besøges fortiden, der forklarer, hvordan parret mødtes, og tiden op til nutiden.
Christoffer Boes seneste epos byder på kærlighedsdrama, hvor drømmen om en Michelin-stjernet restaurant betyder mere end ægteskab og børn. "Smagen af sult" har de rette ingredienser til en udsøgt filmoplevelse, blandet med flotte skud og gode præstationer fra Coster-Waldau og især Greis-Rosenthal. For ikke at tale om produktionen. Kulisserne er øjenguf og i sig selv en Michelin-stjerne værdig. Også selvom enkelte skud samt fortællingens opdeling i kapitler er en anelse prætentiøs. Sidstnævnte kan især mærkes godt halvvejs inde i måltidet, hvor Boe kopierer Lars von Triers æstetik fra "Europa". Ambitionen er beundringsværdig, men der er ikke nok bid i udførslen.
Dramaet i sig selv er ikke altid spændende. Selvom der bestemt er problemer i Maggie og Carstens ægteskab, bruges det sjældent til at vise noget interessant mellem parret – andet end sårede ansigter. Vi lærer simpelthen ikke nok om ægteparret, andet end at Carsten konstant tænker på mad, mens Maggie har sin egen hemmelighed. Til trods for, at publikum tages i hånden, så ingen for alvor kan være i tvivl om, hvad der foregår.
Til gengæld er filmen bedst, når det anskues, hvilke konsekvenser karrieren og ægteskabsproblemet har for børnene. Især en sen drejning er overraskende effektiv. Et element, der desværre saboteres af en publikumsvenlig afslutning. På papiret er "Smagen af sult" fuld af dystre øjeblikke og pointer, som det ellers kendes fra medforfatter Tobias Lindholm. Desværre forbliver eftersmagen uforløst.
"Smagen af sult" har de rette ingredienser, flot arrangeret af dygtige mesterkokke i Hr. Boe og Tobias Lindholm samt hovedrolleindehaverne. Dog vil en Michelin-dommer ikke blive imponeret, da ægteskabsdramaet mangler potens og spænding. Selv de interessante elementer, om hvordan børnene overses grundet karrieren og undertrykkelsen af personlige problemer, ender uforløste. Krydret med et par stilistisk prætentiøse øjeblikke serverer instruktør Christoffer Boe flotte kulisser, godt skuespil og en film, der trækker kogetiden lige nok, uden at smagsnuancerne højnes til den kulinariske oplevelse, den selv ønsker at være.