Anmeldelse: The Pope’s Exorcist

Eksorcisme-actiongyserfilm er ukristelig tåbelig og fandens underholdende på én og samme tid.

Noget man kan være sikker og vist på i filmbranchen er, at baseret på virkelige hændelser-filmatiseringer skal tage med et gevaldigt gran salt. Især de talrige gyserfilm, som kan hæfte sig på at være det mere uhyggelige, når det rent faktisk er sket. Ganske underholdende er især, den tilsyneladende uendelige perlerække af dæmonbesættelsesfilm. "The Conjuring"-franchisen gør et ihærdigt forsøg på at overbevise os gang på gang. Forhåbentligt tror kun de færreste på budskabet, men i en postfaktuel tid er der ingen hellige køer. Heller ikke i portrættet af den nok mest berømte eksorcist af dem alle, Vatikanets såkaldte chefeksorcist Gabriele Amorth, har mere tilfælles med "John Wick"-filmene end William Friedkins mesterværk, "Eksorcisten".

Plottet er nu også helt som forventet. En ung dreng i Spanien besættes af noget uhyrligt skræmmende og mega ondt. Men frygt ikke! Fader Amorth (spillet af Oscar-vinderen Russell Crowe) tilkaldes til at uddele hellige ostemadder. Undervejs i sin efterforskning afslører Amorth en ældgammel konspiration, som Vatikanet desperat har forsøgt at holde skjult. Og det er ikke små drengebørn.

Om nogen kan blive skræmt af "The Pope’s Exorcist" er muligvis et smags- og alderssprøgsmål. Men nøj, den er underholdende. På den virkeligt, virkeligt selvbevidste fjollede måde. Russell Crowe hygger sig tydeligvis også i rollen, men det til trods, tages præstationen skam seriøst af den altid intense newzealænder. Og Crowes Hanzo the Razor-rebelske versionering af Gabriele Amorth er leveret med et altafgørende glimt i øjet.

 

For Russell Crowe er fuldt ud bevidst om, hvad der er sagt ja til. Og det er CGI-dæmoner og ditto besættelser, raspende stemmer og knirkende døre. Selvfølgeligt med masser af teaterrøg til at sætte scenen, mens Crowe charmerende gøgler rundt i Vatikanet og trodser bureaukrat-katolikker eller med sin mægtige krop på sin italienske scooter. Den kører tilsyneladende langt på literen. Der er ikke grænser for, hvor mange nålesving den tynde fortælling må smyge sig omkring. Men når legendariske Franco "Django" Nero indtager rollen som paven, er den useriøse tone sikker som amen i kirken. 

Selvom det overvejende er virkeligt komisk, tror besætningen virkeligt på "The Exorcist’s Pope". Effektarbejdet er overraskende godt, den glimtvise uhygge er effektivt i sin jump scare galore og vi kommer ikke langt over halvanden time. Trods selvbevidstheden som potent B-film, kan instruktør Julius Avery selvfølgeligt ikke frembringe mirakler med det tvivlsomme materiale. For det er naturligvis ikke en god film. Tilpas underholdende til de allerværste 2. dags-snaps-tømmermænd. Forventning om alt andet er blasfemi.   

"The Pope’s Exorcist" er ukristelig tåbelig og fandens underholdende på én og samme tid. At der lades op til potentielt hele 199 opfølgere er ambitiøst, men hvorfor ikke. Der udsendes langt dummere pølsefabriks-film i biograferne, som tager sig selv noget mere seriøst end Russell Crowe i hovedrollen som chefeksorcisten, der mente at yoga er satanisme.