Anmeldelse: Vinterbrødre

Finurlig, smuk og tankevækkende er tre ord, der beskriver Hlynur Pálmasons debutspillefilm "Vinterbrødre". Man efterlades med mange ubesvarede spørgsmål, men ikke nødvendigvis på en dårlig måde. "Vinterbrødre" er en strålende film med smukke budskaber. Debuten fik verdenspremiere på Locarno Filmfestival tidligere på året og her modtog den talentfulde skuespiller Elliott Crosset Hove prisen for Bedste mandlige hovedrolle.

"Vinterbrødre" er en fortælling om en række arbejdere i et øde kalkværk og foregår en kold vinter. Hovedfokus er to brødre, hvor man særligt følger den yngste bror, Emil (Elliott Crosset Hove). Her følger man deres rutineprægede liv i kalkværket og kalkminerne. Ved siden af arbejdet brygger Emil sin egen hjemmelavede spiritus, hvor han stjæler kemikalier fra fabrikken – herefter sælger han alkoholen videre til sine kollegaer. Da en af medarbejderne en dag bliver syg, mistænkes Emils spiritus for at være skyld i det. Emil konfronteres af chefen (Lars Mikkelsen), og generelt møder han modstand fra sine kolleger i forvejen. Det, der holder Emil oppe, er nabopigen Anna (Victoria Carmen Sonne), som han er dybt forelsket i. Værre bliver det, da Anna vælger storebroren, Johan (Simon Sears), frem for ham, og Emil føler sig forrådt.

"Vinterbrødre" er et drama med en humor, der er ulogisk og upassende, men den fungerer godt i filmen. I en scene i starten spørger Emil sin ven til råds om en gave, han gerne vil give til en pige, hvortil hans ven svarer, at han har masser af gaver til piger og udråber til sidst: "Jeg har en køkkenkniv!". "Vinterbrødre" får desuden klar karakter af art-film, hvilket er takket være den smukke fotografering af Maria von Hausswolff. Æstetisk underbygges fortællingen af smukke billeder af personerne såvel som den snefulde natur og det øde kalkværk. Også lyddesignet sætter en bestemt stemning i fortællingen, der rummer lettere ubehagelige og foruroligende tendenser.

Skuespilleren Elliott Crosset Hove er eminent i rollen som Emil. Karakteren Emil er en enspænder og er anderledes end dem, han omgås med, men det er han bedøvende ligeglad med. Selv hans storebror synes, han er dyster og underlig, da de i en scene går sammen i en skov: "Du kan jo ikke lide andre mennesker," siger han. Da Emils store forelskelse er sammen med Johan, er Emil knust og hævntørstig og kommer derfor heftigt op at slås med broren – denne scene er noget, man sent glemmer, da den er vildt intens og nærværende.

Den smukke fotografering, lyddesignet samt det pragtfulde skuespil af blandt andet Elliott Crosset Hove, Simon Sears og Lars Mikkelsen har gjort, at "Vinterbrødre" allerede har opnået en masse god respons fra internationale såvel som danske filmfestivaler. Indtil videre har filmen vundet New Talent Grand PIX ved CPH PIX tidligere i efteråret samt hele tre priser ved den nylige Thessaloniki International Film Festival, heriblandt Special Jury Award for Best Director.

Grundlæggende handler fortællingen om Emils ensomhed og hans trang og ønske om at opnå kærlighed. Da modstand er noget, Emil er vant til, følger man hans kamp for overlevelse, hvilket vises med scener, hvor Emil gentagene gange har et gevær på sig. Nøgenhed præger også flere af scenerne, hvilket kan tolkes som udtryk for det begær, som Emil brænder inde med. Da Elliott Hove spiller med så stor styrke og overbevisning, kan man ikke undgå at få medfølelse med den kære Emil.

"Vinterbrødre" er en kompleks og ekstrem oplevelse, men klart en biografoplevelse, man ikke skal gå glip af. Den sætter mange tanker i gang, da den har mange lag, og filmen formår i sidde i kroppen, efter man har forladt biografsalen.

Vinterbrødre

Kommentarer

Vinterbrødre

  • 0

    Den ser SÅ nice ud - vitterligt første gang i mit liv jeg har været spændt på, at en dansksproget film skulle få premiere.

    Mikkel Abel 7-12-17 00:36

Log ind for at deltage i diskussionen